Er du også træt af, at priserne på benzin og diesel svinger op og end i løbet af dagen? Så kan der være godt nyt i vente. I hvert fald har Circle K fra 1. februar valgt at sænke startprisen på brændstof med 40 øre for at ramme et mere stabilt prisleje i løbet af døgnet.

Det skriver Circle K i en pressemeddelelse.

Benzinkæden har lavet en undersøgelse, der viser, at 83 procent af danskerne har bemærket, at benzinpriserne svinger meget, mens 82 procent af bilisterne aktivt tjekker priserne i løbet af dagen. Derfor har de nu sænket startprisen med 40 øre. Det svarer til den besparelse, man tidligere gennemsnitligt kunne få i løbet af dagen.

»Vi kan godt forstå, at danskerne synes, at priserne på benzin og diesel svinger meget og derfor bruger meget tid på at tjekke priser. Vi vælger derfor at ændre den måde, vi sætter priserne på, således at vores priser formentlig vil svinge mindre i løbet af dagen. Så fremover behøver du som kunde ikke at tænke over, hvornår på døgnet du tanker,« siger Peter Rasmussen, der er direktør for brændstof hos Circle K i Danmark i en pressemeddelelse.

Nu ændrer benzinkæden kun prisen, hvis der er store udsving i oliepriserne på verdensmarkedet, i dollarkursen eller lignende.

Hos OK, som er en af konkurrenterne, vil man ikke følge op med en lignende strategi, men tilpasse sig konkurrencen.

»Vi kan godt være enige i, at prissvingningerne kan være forvirrende for forbrugerne. Vi kommer til at svare på konkurrencen, men der er også andre konkurrenter end Circle K, så derfor kan vi ikke sige præcis, hvordan det bliver,« siger direktør Niels Ole Christensen til Finans.