Du fik 6,8 mio. kr. for din gård, selvom den offentlige ejendomsvurdering var på 2,8 mio. kr. få måneder forinden. Blev du overrasket over det beløb?

- Nej, fordi det er en samlet pris for hele driften. Energiselskabet har jo haft en ejendomsmægler til at vurdere det.

Husk på der er 30.000 juletræer og 50.000 løvtræer, og sådan er prisen for skov nu om dage, og det er fint nok.

Har der været skattespekulation fra din side?

- Næ. Hvordan skulle jeg gøre det?

Ifølge Energinet.dk ville du og de andre lodsejere slet ikke sælge, hvis ikke I kunne få fortjenesten skattefri. Er det ikke spekulation?

- Jeg har ikke haft nogen advokat til at gå til nogen landsskatteret eller noget.

Havde du solgt det, selvom der ikke havde været skattefri fortjeneste for det hele?


- Ja. Det har ikke noget med skattespekulation at gøre. Jeg har ikke henvendt mig til skattevæsenet. De afgørelser er truffet, fordi andre har henvendt sig. Men fordi man er politiker skal man vel ikke have dårligere behandling end andre.

Hvorfor står der så i skødet, at det er en betingelse, at salget er skattefrit?

- Det er Energinet.dk, der har lavet en generel forespørgsel til Skat, og det er standardformulering, som de har sat ind. Jeg har lavet en aftale og har i mellemtiden købt et nyt hus, og så har de fået afklaret forholdene med Skat, og det er derfor, de satte den formulering ind.

Du har tidligere kaldt det her salg ærgeligt og ubehageligt. Men er sandheden ikke, at du i virkeligheden scorer kassen på det her?

- Nej. Jeg har overhovedet ikke regnet nogen skattefri fortjeneste ud. Vi har investeret for at bo der - ikke for at spekulere i skat.

Der står i skødet, at beløbet ikke ønskes offentliggjort. Har du forsøgt at hemmeligholde, hvor meget du har fået for salget?

- Hemmeligholde... altså forhandlingerne er jo private, så jeg har ikke sat det i en annonce i avisen. Min privatøkonomi, hvad vedkommer det andre? Det står der i langt de fleste handler.