Benny Voldby Birk og to andre ansatte hos catering-firmaet Selected Service Partner spiste i 2014 et par Twix-chokoladebarer til en værdi af 20 kroner, mens de var på arbejde. Da det blev opdaget, blev de alle tre politianmeldt og fyret for tyveriet.

Det skriver Fagbladet 3F.

Catering-firmaet leverer mad og drikke til Københavns Lufthavn, herunder flyselskabet Norwegian, og det var i flyselskabets mandskabsrum, at de tre ansatte arbejdede, da de spiste chokoladen. Lokalet var videoovervåget, og derfor førte chokoladespiseriet senere til politianmeldelse og fyring af alle tre medarbejder.

Den ene af de tre havde blot spist et stykke chokolade, og Benny Voldby Birk fra København spiste slet ikke af Twix-chokoladen, men blev alligevel fyret for bare at være i lokalet, fordi man mente, han var medvirkende til tyveri.

Fyringen skete allerede dagen efter, at Twix-chokoladerne var blevet spist i mandskabsrummet. Benny Voldby Birk fik en fyreseddel fra chefen, som han fik et par minutter til at læse, men fordi Benny er ordblind, var det svært for ham at forstå det hele så hurtigt. Pludselig havde han skrevet under på en fratrædelsesaftale og frasagt sig alle rettigheder.

Herefter gik Benny Voldby Birks fagforening 3F ind i sagen, og her var man chokeret over ledelsens reaktion på, at nogle medarbejdere havde spist lidt chokolade.

»Select Service Partner kammer fuldstændig over. Det er misforstået magtudøvelse, når de fyrer ansatte på den her måde. Det er et overgreb på vores medlemmer,« siger John Ø. Pedersen, som senere kørte Benny Voldby Birks sag om usaglig fyring.

I retten endte både Benny og hans kollega at blive pure frifundet, og Benny Voldby Birk fik desuden en erstatning på 125.000 for 'usaglig afskedigelse' fra Afskedigelsesnævnet.

Den ene af kollegaerne blev først kendt skyldig i tyveri i byretten, men senere frifundet i landsretten, da man ikke mente, han havde forsæt til tyveri. Den tredje kollega fik ikke rejst en sag i retten. Vedkommende blev bortvist, men fik 180.000 kroner med sig fra Select Service Partner som godtgørelse.