Den 56-årige kinesiske lineartist, der lørdag aften pådrog sig en hjernerystelse, efter linen knækkede under ham, og han styrtede 1,5 meter til jorden, er stadig indlagt på Køge Sygehus.

Det fortæller Dawid Benneweis, der i dag står i spidsen for Danmarks ældste cirkus. Lørdag aften mente han ellers, at lineartisten, Cong Tian, ville være i stand til at optræde søndag:

» Han har det efter omstændighederne rigtig godt, men han er stadig indlagt på Køge Sygehus, hvor han lige nu er ved at komme sig. Han er ved sine fulde fem, men han kommer ikke til at optræde senere i dag (søndag, red.). Vi forventer, at han kan være tilbage i manegen mandag eller tirsdag igen, afhængig af hvordan han har det, siger Dawid Benneweis.

Ulykken skete, da verdensstjernen svang sig rundt i en wire, der svævede halvanden meter over jorden, da wiren pludselig knækkede. Cong Tian lå ubevægelig i manegen, inden han blev hastet ud. Efterfølgende væltede også et af de stativer, der holdt linen, bagover og ramte en af de bærende master, som holdt teltdugen. Ingen publikummer kom til skade under episoden.

Dawid Benneweis fortæller, at Cong Tian aldrig før har oplevet noget lignende:

»Han har optrådt i 30 år, og hver dag kontrollerer han udstyret nøje. Han er den artist, der bruger mest tid på at træne. Både han og vi står meget uforstående overfor, at det overhovedet kunne ske,« siger Dawid Benneweis, der stadig er chokeret over hændelsen:

»Vi er selvfølgelig chokerede, og vi er kede af, hvis vores nogen blandt vores publikummer har haft en skidt oplevelse. Vi kommer ikke til at erstatte hans nummer med noget andet i dag, det kan man ikke med en verdensstjerne som ham,« siger han.

Benneweis besøgte Cong Tian på hospitalet lørdag aften.

»Han synes jo selvfølgelig, det er smadder ærgerligt. Han lever for at underholde, og det kan han jo ikke lige nu. Men han har meget livsmod og energi, og glæder sig til at komme tilbage. Han var faktisk mest bekymret for, hvem der skulle køre hans vogn og pakke hans udstyr sammen,« siger han.

Dawid Benneweis og resten af holdet vil nu undersøge nærmere, hvad der kan have været årsag til, at wiren kunne knække, og hvordan stativet, der holdt linen, kunne vælte. Det samme vil Arbejdstilsynet, der har meldt deres ankomst søndag eftermiddag til cirkusset. Først mandag vil Arbejdstilsynet kunne sige mere om de nærmere omstændighederne til ulykken, oplyser de til BT.