20-årige Carina Melchior, der i øjeblikket er under genoptræning i et sted i Syddjurs Kommune, hvor hun genoptrænes sammen med ældre mennesker, kan flytte til et andet sted, der passer bedre til hende.

Det oplyser hendes far Kim Melchior til bt.dk efter et møde mellem familien og Syddjurs kommune i dag.

- Det var sådan set et godt møde. Vi fik besked på, at vi godt måtte finde et andet sted til hende i denne her uge, siger Kim Melchior til bt.dk
 
Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere


Carina Melchiors skæbne ramte de fleste danskeres hjerter, da hendes historie forleden blev fortalt i DR-dokumentaren 'Pigen, der ikke ville dø'.

Efter at Carina vågnede op fra sit koma, blev hun først indlagt på Hammel Neurocenter til den første genoptræning, men efter otte måneder blev hun flyttet til et genoptræningstilbud i Carinas hjemkommune Syddjurs, som selv mente at kunne klare Carina Melchiors genoptræning.

Men den holdning har kommunen altså droppet, og i løbet af de næste dage går familien Melchior i gang med at lede efter et godt sted for Carinas genoptræning.

- Nu skal vi ud her i efterårsferien og se, om vi kan finde et sted, siger Kim Melchior.