Den kendte erhvervsmand Steen Gude blev i går idømt seks års fængsel og en bøde på 18,5 mio. kr. ved Retten i Lyngby for skyldnersvig og bedrageri. Han blev desuden frakendt retten til at drive virksomhed.

Steen Gude, der bestemt ikke er kendt for at nyde pressens opmærksomhed, var ikke selv mødt op i retten for at høre sin dom, men hans advokat, Anders Németh, ankede dommen til landsretten på stedet.

Dybt af falde

BT spurgte en noget fåmælt Németh efter dommen, om hans reaktion på den hårde straf.

- Den er ikke andet, end at jeg nu har anket dommen for en frifindelse, svarede Anders Németh, som i al hast forlod Retten i Lyngby.

Hvor er Steen Gude nu?

-  Ikke her.

Skal du tale med ham nu?

- Ja, svarede Németh.

Ryger Gude i fængsel, venter der den fallerede rigmand en tilværelse, der kun kan blive væsentlig anderledes, end den han har været vant til.

Steen Gude var blandt landets rigeste i 2008 med en anslået formue på 1,4 mia. kr. En formue, han havde opbygget via sit konglomerat Stones Invest, der havde hovedkvarter på en af Strandvejens fornemste adresser, Enrum Slot i Vedbæk.

Stones Invest kollapsede i september 2008 og efterlod angiveligt i omegnen af tre mia. i klemme hos kreditorer. Steen Gude havde nemlig i høj grad opbygget sit forretningseventyr for lånte penge, hvilket især ramte Roskilde Bank.

Forsøgte at sikre sig

Og meget tyder nu på, at Steen Gude i sidste øjeblik forsøgte at sikre sig en personlig formue ved at føre penge ud af sin skrantende virksomhed.

Dommeren fandt Steen Gude skyldig i – ’uden en forretningsmæssig begrundelse’ – at overføre 21,5 mio. kr. fra Stones Invest til et andet selskab umiddelbart inden konkursen.

Derudover blev han også fundet skyldig i skattesvig i fire forskellige forhold. Bl.a. undlod han at betale skat af en udbetaling på 40 mio. kr. fra Stones Invest.

Mens den salige julefred sandsynligvis er aflyst i Gude-lejren, var anklagemyndigheden i går godt tilfreds med Gudes dom, selv om man inden domsafsigelsen havde bebudet, at man gik efter syv år til Steen Gude.

- Jeg kan sige så meget, at jeg er super tilfreds med, at vi efter en så lang efterforskning i det store hele har fået medhold, sagde anklager og vicestatsadvokat Per Justesen til BT.

Den tidligere topledelse i Stones Invest blev i alt idømt 17 års fængsel. Steen Gudes bror, Søren Gude, blev idømt tre år, den tidligere formand, Rolf Ussing, blev idømt fire års fængsel og den tidligere økonomidirektør, Lars Geister, modtog ligeledes en dom på fire års fængsel.