Den tidligere skuespiller og nuværende dyreværns-aktivist Brigitte Bardot protesterer mod drab af grinder på Færøerne

Danmark og Færøerne kan se frem til at blive udstillet som barbarer og massemordere.

Sådan lyder truslen fra den radikale miljøorganisation Sea Shepherd og den tidligere filmstjerne Brigitte Bardots dyreværnsfond Fondation Brigitte Bardot i et åbent brev til dronning Margrethe, hvori Danmark og Færøerne bliver beskyldt for at slagte og massakrere utallige uskyldige hvaler.

Dronningen modtager brevet i forbindelse med, at de to organisationer er på skibstogt til Nordatlanten for at protestere mod færingenes traditionelle jagt på grindehvaler, hvor hvalerne i flokke bliver drevet ind på lavt vand og slået ihjel med knive og kroge.

Direkte til middagsbordet

På kort tid bliver vandet farvet rødt af grindeblod, og på ganske få timer kan færingerne dræbe, slagte og partere adskillige grindehvaler, der bliver spist lokalt og derfor ikke eksporteret. Ofte bliver kun hoved, hale og ben ladt tilbage.

- Skam få Færøerne og Danmark for dette grusomme syn, hedder det i brevet, hvori de to organisationer hævder, at de vil 'vidne i Europa-parlamentet og advare dets medlemmer om, at dette barbari foregår med de danske myndigheders aktive beskyttelse'.

Jagten er lovlig, der er masser af grindehvaler, men alligevel vil de to organisationer have stoppet 'et åbenlyst massemord på dyr'.

- Vi er alle klar over, at Danmark gavmildt støtter Færøerne, og at denne form for hvaljagt på ingen måde er nødvendig for færingernes overlevelse, skriver de.

Aktivistskib i færøsk farvand

Aktivistskibet 'Golfo Azurro' befinder sig i øjeblikket i færøsk farvand, hvor det ifølge brevet bliver forfulgt og chikaneret af den danske flåde og truet af skibe og helikoptere.

Den udlægning kan chefpolitiinspektør Peter Thaysen fra færøsk politi ikke genkende. Ifølge Peter Thaysen er det rigtigt, at 'der bliver holdt øje med skibet', og at færøsk politi har bedt den danske flåde om at hjælpe til. Flåden har stillet inspektionsskibet 'Triton' til rådighed, hvorfra færøske betjente kan holde øje med 'Golfo Azurro'.

- Vi holder øje med skibet, vi skygger det ikke, understreger han.

Peter Thaysen lægger ikke skjul på, at Færøerne har et helt særligt forhold til Sea Shepherd og ikke mindst organisationens kontroversielle formand, Paul Watson. Han har flere gange tidligere været i Nordatlanten for at protestere mod grindedrab. Den 59-årige canadier forlod Greenpeace og grundlagde Sea Shepherd, fordi Greenpeace ikke var tilstrækkeligt aggressiv.