Barbara, Michelle og Julie, som blev blot seks, ni og 13 år, er blevet bisat fra Skjern Kirke, hvor sognepræst Inge-Dorthe Brønden Kaasgaard forestod den tunge og triste ceremoni.
En bisættelse, hvor kun de nærmeste og bekendte til den hårdt ramte familien Kristensen fra Hee har været velkommen, men som alligevel har samlet så mange sørgende - både børn og voksne - at det fyldte den store rummelige middelalderkirke, hvor der er plads til 700 mennesker.
Læs også: Alle vil sige farvel til Hee-pigerne: Flagallé gennem Skjern by
Efter lyden af de sidste tunge bedeslag var klinget ud, blev der uden for Skjern Kirkes hovedindgang taget den sidste svære afsked med pigerne, og de tre små kister blev derefter kørt bort i hver sin blankpolerede rustvogn og væk fra stedet.
Forinden var de små kister blevet båret ud af kirkebygningen, én for én, og anbragt i hver af vognene. Og forældrene til de tre piger havde sammen med sognepræsten gået de sidste tunge skridt rundt til hver og sagt det allersidste farvel.
Læs også: Falsk indsamler slår plat på Hee-pigernes død
Og det var som om, at tiden stod bomstille, da de tre mørke biler som i procession ganske få meter bag hinanden ganske langsomt drejede ud fra kirkens område og svingede ned ad den lange Ånumvej med retning ud af byen. I den forreste kiste lå Barbara, seks år, i den næste Michelle, ni år, og i den sidste Julie, som blev 13 år.
Med det ufattelige tab af Barbara, Michelle og Julie består familien Kristensen nu kun af tre:
De knuste forældre Vivian og Jan samt parrets eneste tilbageværende barn, pigernes storebror Mads.



