Blev multimilliardær ved en fejl. Gav knap 54 mia. kr. tilbage til banken, men ærlighed betaler sig ikke. Belønnet med en paraply og et håndklæde.

- Juhu, jeg er milliardær! Sådan jublede 52-årige Hussein Ismail fra Odense, da han kastede et blik på sin banksaldo, der viste hele 53.910.345.617 kr. i Arbejdernes Landsbank. Altså 54 mia. kr. - og nok til at købe adskillige palmeøer. Han landede dog hurtigt på benene igen.

Da han pligtskyldigt bevægede sig ned i banken for at fortælle, at de ved en fejl havde overført milliarderne, stak banken ham en paraply og et håndklæde med bankens logo.

- Vi var meget chokerede. Det var værre med en paraply end ingen gave, siger Hussein Ismail.

Hans søn, Mohammed Ismail, som også var til stede under gaveceremonien, sætter flere ord på skuffelsen:

Overskuffet søn

-
Jeg sad helt tavs og tænkte, at det var en underlig gave at give, når vi gjorde det rigtige og med det samme sørgede for, at pengene kom tilbage til banken. Jeg var ikke skuffet, jeg var overskuffet, siger den 17-årige søn til B.T.

Det var, da faderen kom hjem om eftermiddagen og tjekkede sin netbank, at han blev vidende om sin pludselige milliardærstatus. Hændelsen fandt sted i januar 2007, men på grund af private omstændigheder har familien først fortalt historien nu.

Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør i Arbejdernes Landsbank, husker kun svagt den pågældende sag, men erkender, at bankens belønning til den retskafne familie kan have været 'i underkanten'.

- Man kan sige, at når der er tale om et så stort beløb, så virker den belønning, familien har fået, en anelse pauver, siger han til B.T. og lover nu at undersøge, om der skulle være lidt ekstra i bankboksen til en større belønning.

Seks flasker rødvin

Spørger man Elisabeth Arendt, konsulent i firmaet Mybanker, som rådgiver danskerne i valg af bank, burde banken have været mere rundhåndet med belønningen.

- Normal praksis kunne være at give seks flasker god rødvin i gave - en gave som får den pågældende person til at føle sig vigtig og ikke til grin, vurderer hun.