Der er fornyet håb for de mange Olsen-banden-fans, der tidligere på ugen modtog den hjerteskærende nyhed om, at ikonbygningen Det Gule Palæ skal rives ned. Efter den store interesse er blevet omtalt i BT, har Banedanmark besluttet at sætte nedrivningen af kommandoposttårnet i bero.

- Vi vil så gerne have reddet det palæ, fordi det er en del af den danske filmskat, sagde Rune Holm Clausen fra Olsen Banden Fanklub DK tirsdag, da BT bragte nyheden om, at film-klenodiet fra 'Olsen-banden på sporet' skulle rives ned til fordel for personalebygninger til DSB.

Torsdag rettede fanklubbens formand en officiel henvendelse til Banedanmark, der ejer Det Gule Palæ, som ligger blandt jernbanesporene nær Vestre Fængsel. Til Rune Holm Clausens store overraskelse, fik han hurtigt svar fra den ansvarlige for nedrivningen.

- Jeg spurgte, om vi kunne finde en løsning på, hvordan vi kunne få standset nedrivningen. Så skrev han tilbage efter ti minutter. Der stod, at de har besluttet at sætte nedrivningen på pause, og at de vil have et personligt møde med mig, hvor vi(fanklubben, red.) kan fortælle, hvilke planer vi har med bygningen, fortæller en glad Rune Holm Clausen til BT.

Manden, der svarede ham, var Kåre Stig Nielsen, der er teamleder hos Banedanmark. Han er ansvarlig for nedrivningen af tårnet, som fanklubben bekymrer sig så meget om. Han bekræfter over for BT, at han skal have et personligt møde med Rune Holm Clausen på mandag. Han har reageret på den store interesse, som fans - med støtte fra Morten Grunwald - har vist.

- Vi har sat nedrivningen i bero indtil videre, fordi der nu er vist interesse for at genbruge tårnet - Det Gule Palæ. Det er ikke første gang, vi gør det, så derfor har det været helt naturligt, at hvis der er nogen, der har interesse for en bygning, som vi ikke har brug for længere, så skal vi bare lige have et møde for at få sat deres proces i gang. Jeg har talt med DSB i dag, og nedrivningen er ikke noget, der er presserende, så vi har tid til at få talt sagen igennem, siger Kåre Stig Nielsen.

Søger donationer

Helt præcist er det Banedanmark, der har ansvaret for selve tårnet, mens DSB har ansvaret for kontorbygningen, der ligger op til. Det er kun kommandoposttårnet, som Olsen-banden-fansene bekymrer sig om. Som BT fortalte tirsdag har de to virksomheder aftalt at rive begge dele ned, da de har stået ubenyttet hen siden 2010. Men den store interesse for Det Gule Palæ gør altså, at Rune Holm Clausen og resten af fanklubben nu får mulighed for fysisk at flytte kommandoposttårnet, hvis de kan skaffe de nødvendige midler.

- Vi pønser på at finde nogle ingeniører, der kan se på, hvad det vil koste at pille tårnet ned og flytte det. Bagefter skal vi ud at søge nogle fonde og sponsorer. Det kunne for eksempel være Nordisk Film, Carlsberg, DSB, private donationer og så videre. Det endelige mål er at få flyttet tårnet til et andet område, som vi skal have fundet. Lige nu er jeg i debat med Nordisk Film for at høre, om de kan bruge det, siger Rune Holm Clausen.

På mandag mødes Rune Holm Clausen med Banedanmark, så han kan komme i gang med sin proces.

Det gule palæ