En 46-årig sygeplejerske føler sig godt og grundigt trådt på af Frederikssund Kommune. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Sygeplejersken var ansat i Visitationen i Frederikssund Kommune, da hun i september sidste år fik konstateret brystkræft.

Hun gik igennem to kræftoperationer, strålebehandling og en hård kemoterapi, men gjorde alt, hvad hun kunne for at forblive aktiv på sit job.

Læs også:

Efter seks ugers sygemelding meldte hun sig derfor klar til at arbejde igen - og genoptog også arbejdet - dog med forbehold for, at hun hver måned det næste halve år skulle være sygemeldt i cirka seks dage i forbindelse med den planlagte kemoterapi.

Men selv om man skulle tro, at arbejdspladsen også ville gøre, hvad de kunne for at få kvinden tilbage i arbejde, så skete det ikke.

Den 46-årige sygeplejerske fik tværtimod en fyreseddel. Ifølge kvindens fagforening Dansk Sygeplejeråd er fyringen højst kontroversiel og meget rystende.

Læs også:

»Set i min optik er det helt uhørt at opsige en kritisk syg medarbejder så hurtigt. Man har hverken indhentet lægelige oplysninger eller afprøvet om medarbejderens plan for at vende tilbage til arbejdet holder,« siger kredsnæstformand Mette Sofie Haulrick til Frederiksborg Amts Avis.

Overfor bt.dk uddyber hun:

»Hun har jo ikke fået en chance, på trods af at hun selv har gjort alt, hvad der var muligt. Hun har planlagt sine strålebehandlinger til om aftenen, og hun har sørget for at søge om en paragraf 56, sådan at arbejdspladsen kunne få sygedagpenge for alle de dage, hun var sygemeldt og ikke først efter de første tre uger,« forklarer kredsnæstformand for Region Hovedstaden i Dansk Sygeplejeråd Mette Sofie Haulrich.

Hun har holdt møder med kommunens personalechef og direktøren for velfærd, arbejdsmarked og sundhed i Frederikssund Kommune og har også sendt et åbent brev til samtlige byrådsmedlemmer. Men lige lidt har det hjulpet.

Kender du til andre lignende sager, eller har du selv oplevet noget lig dette, og vil du fortælle om det i BT? Skriv til 1929@bt.dk.

Frederikssund Kommune holder dog overfor Frederiksborg Amts Avis fast i, at de har overholdt de normale procedurer.

»Jeg kan ikke udtale mig om de konkrete omstændigheder i sagen, da der er tale om en personalesag. Helt overordnet vil jeg sige, at det er en dum sag, vi helst havde været foruden. Men vi har overholdt kommunens personalepolitiske principper i sagen,« siger borgmester i Frederikssund Kommune John Schmidt Andersen (V) blandt andet til Frederiksborg Amts Avis.

Dansk Sygeplejeråd er især indignerede over, at den 46-årige kræftramte sygeplejerske er blevet fyret uden at der er gennemført omsorgssamtaler, som det ellers fremgår, at man normalt bør, af kommunens egne personalepolitiske retningslinjer.

Læs også:

Af et notat i som Frederikssund Kommunes personalechef har fremsendt til økonomiudvalget, der også er kommunens personaleudvalg, og som har behandlet sagen, fremgår det, at kommunen mener, at der har været afholdt to omsorgssamtaler.

Begge gange er der tale om tilfælde, hvor den kræftsyge sygeplejerske selv har rettet telefonisk henvendelse til sin leder for at orientere hende om sygdomsforløbet.

Men ifølge kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Mette Sofie Haulrich skal der føres referat af en omsorgssamtale, og det er der ikke gjort i disse tilfælde. Derfor gælder det ikke.

Læs også:

Selv om Dansk Sygeplejeråd mener, at fyringen er 'rystende', har de ikke mulighed for at oprette en sag om uberettiget fyring, da den 46-årige sygeplejerske kun har været ansat i Visitationen i Frederikssund Kommune siden 1. maj 2014. Ifølge kredsnæstformand Mette Sofie Haulrich skal medarbejderen have været ansat uafbrudt i mindst 8 måneder, før der kan stilles spørgsmålstegn ved opsigelsesgrunden.

Det forhindrer dog ikke Mette Sofie Haulrich i at deltage i det byrådsmøde, som kommunen afholder onsdag aften.

»Jeg vil have politikerne til at forklare, hvordan det her kan hænge sammen og hvordan, det kan være rimeligt,« siger kredsnæstformanden til bt.dk.

Den 46-årige kvinde ønsker ikke selv at stå frem af hensyn til sit helbred.

Kender du til andre lignende sager, eller har du selv oplevet noget lig dette, og vil du fortælle om det i BT? Skriv til 1929@bt.dk.