Muslimsk flertal i nordsjællandsk boligbestyrelse brugte 60.000 kroner på Eid-fest men afviste at bruge penge på juletræ

Juletræet har været en årelang tradition i boligområdet Egedalsvænge i Kokkedal midt i bebyggelsen hele december måned. I år bliver det dog anderledes. Et lille muslimsk flertal i afdelingsbestyrelsen har i år afvist at bruge de 5000-7000 kr., et juletræ koster

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Beslutningen blev truffet blot tre dage efter, at der var blevet brugt 60.000 kr. på en stor Eid-fest - muslimsk højtid - i Egedalsvænge med hoppeborge, elastikspring og en klatrevæg. Et arrangement bestyrelsen i fællesskab enstemmigt havde valgt at støtte.

Derfor er det en opsigtsvækkende beslutning, at der nu ikke er råd til et juletræ. Det er et tegn på manglende tolerance og rummelighed fra flertallet i bestyrelsen, lyder det fra Egedalsvænge, hvor mange ifølge Frederiksborg Amts Avis endnu ikke har ønsket at udtale sig.

BT EFTERLYSER: Har du billeder af juletræet fra sidste år eller Eid-festen - tip BT her eller send det til 1929@bt.dk.

Folk er derudover frustrerede over, at det nye flertal i bestyrelsen ikke er repræsentativ for bebyggelsen og de mange muslimer, der bor i området. Der er nu frygt for, at det kan skabe en konflikt, som ikke eksisterer i hverdagslivet.

Og der kan ifølge Kirstine Sinclair, der er ph.d., adjunkt ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet og har forsket i islamiske grupper og mellemøstlige minoriteter i Europa, være tale om et politisk motiv bag beslutningen.

- Det lyder som om, at der måske er individer, der har behov for at markere sig. Det kan være et signal om, at man vil en konfrontation, siger Kirstine Sinclair til avisen.

I Egedalsvænge har en gruppe beboere besluttet sig for at kæmpe for juletræet ved at stemme dørklokker og samle penge ind, så traditionen kan vedligeholdes.