Selvom Politiets Efterretningstjeneste kendte til en bagmand i det militante islamistiske miljø, kunne han uforstyrret rekruttere nye Syrien-krigere, afslører ny bog.

En bagmand i det militante islamistiske miljø, Shiraz Tariq, har i ro og fred i flere år kunne rekruttere danske Syrien-krigere. Det er selvom Politiets Efterretningstjeneste (PET) i flere år har haft kendskab til manden og hans aktiviteter. Oplysningerne er kommet frem i forbindelse med udgivelsen af bogen »Danmarks børn i hellig krig«, der kortlægger danske Syrien-krigere, skriver Politiken.

Ifølge avisen har Shiraz Tariq har også selv været på træningsophold hos en terrorbevægelse i Pakistan i 2005, og som er leder af den salafistiske gruppe »Kaldet til islam« har han kunnet radikalisere flere unge muslimer, indtil han selv omkom som kriger for Islamisk Stat i september 2013.

De nye oplysninger overrasker ikke forskningschef for den svenske forsvarshøjskole og formand for Københavns Kommunes ekspertgruppe for antiradikalisering, Magnus Ranstorp:

»Det overrasker mig ikke, at der findes bagmænd som ham. Men det er ganske bekymrende, fordi hans tanker nok har spredt sig i miljøet,« siger Magnus Ranstorp til Politiken.

Politiken har kendskab til mindst seks personer fra Danmark, som er rejst til Syrien for at kæmpe på direkte opfordring fra Shiraz Tariq, men tallet kan være højere, skriver avisen.