Kun lidenskaben for kagebagning deler aftenens store Bagedyst-vinder, Annemette Voss, med sin største konkurrent, sønderjyden Katja.
Det blev den 29-årige mor til to, perfektionisten Annemette Voss, der med tårevædende øjne og en imponerende kreation af en bryllupskage med store roser her til aften løb af med titlen som Danmarks dygtigste amatørbager i DR1's Den store Bagedyst.
De ti deltagere, der startede sammen, har grinet, grædt og delt opskrifter, smagsløg og tips med hinanden, og især de sidste tre finalister, Annemette, Katja og River har spenderet timevis i intensivt selskab med hinanden.
Men lige så snart, optagelserne sluttede, og kameraerne slukkede i juli, er det ikke meget, vinderen af Bagedysten, Annemette Voss har set til sin nærmeste konkurrent, sønderjyden Katja Stock fra Aabenraa. Og ingen af dem har savnet det.
Det erkender Den store Bagedyst-vinder, 29-årige Annemette Voss, som ellers har fået et nært forhold til flere af de andre bagedeltagere, inklusiv Louise og Helle, der røg ud før finalen. Men den, hun har spenderet mest tid med, har hun intet behov for at se - og vice versa, siger bagedronningen til bt.dk
Sindssygt forskellige
- Jeg kan utrolig godt lide Katja, men jeg tror ikke, det kommer bag på nogen, at vi ikke er slyngveninder. Vi bor i hver sin ende af landet og er sindssygt forskellige, siger den 29-årige vinder, Annemette Voss, som understreger, at hun respekterer Katja som person og hendes åbenlyse bagetalenter.
- Hun er sød, imødekommende, en dejlig kvinde. Men vi bliver aldrig slyngveninder, for der er vi helt forskellige. Vi har kagebagning tilfælles og er meget ens på det punkt og har faktisk også børn i samme alder. Men ellers er vi helt forskellige, understreger hun.
Selv kommer Annemette Voss oprindeligt fra Jylland, men flyttede til København for at færdiggøre Handelsskolen og bor nu i Lyngby med sin familie. Og i dag er der ikke skyggen af jysk i hendes dialekt.
- Jeg er sådan en, der ændrer min accent, uanset hvor jeg bor på grund af mit sprogøre. Jeg snakker københavnsk det ene sted, jysk det andet, mens Katja går totalt meget op i at være sønderjyde. Der er jeg helt modsat. Jeg behøver ikke snakke jysk, fordi jeg er i København og omvendt, slår hun fast.

