I går forlod Michael Dyrby posten som TV2s nyhedsdirektør på grund af en affære og 'kompromitterende materiale' i form af sms'er og nøgenbilleder. Disse skulle ifølge BTs kilder have været i omløb på hans arbejdsplads.

»Jeg har for nylig haft en kortvarig affære. I den anledning har jeg truffet nogle hensynsløse og forkerte beslutninger, der har sat mig i en sårbar position. Det kan man ikke som nyhedsdirektør. I forbindelse med affæren har der været udvekslet kompromitterende materiale. Det er beskyttet af lov om privatlivets fred, men kan udnyttes,« lød det i en pressemeddelelse fra den 57-årige Michael Dyrby, der har været nyhedsdirektør på TV2 siden 2010.

BT er vidende om, at det 'kompromitterende materiale' drejer sig om sms'er og nøgenbilleder, som skulle have været i omløb blandt journalister i nogen tid - også på Dyrbys egen arbejdsplads, hvor mindst en af hans egne medarbejdere var i besiddelse af det.

Og netop visheden om det har efter sigende været anledning til, at den gifte Dyrby traf valget om at forlade den magtfulde mediepost:

»Jeg har ikke været udsat for afpresning, men materialets tilstedeværelse er nok. Det er nødvendigt, at en nyhedsdirektør både internt og eksternt bliver respekteret og opfattet som en leder, der træffer velovervejede og rigtige beslutninger. Derfor er det mit valg, at jeg ikke længere skal være nyhedsdirektør på TV2,« forklarede han i pressemeddelelsen, som han ikke ønsker at uddybe over for BT.

Her oplyste han endvidere, at personen han har haft en affære med, ikke er ansat på TV2. Kvinden skulle ifølge BTs oplysninger være en 44-årig kvindelig skolelærer, som Dyrby angiveligt er kommet i kontakt med på Facebook.

BT var i går i kontakt med kvinden, men hun ønskede ikke at kommentere sagen.