Bag murene: Kærligheden blomstrer på Borgen

Christiansborg er ikke kun politikere i ordkrig og ministre i modvind. Bag murene blomstrer kærligheden, og ved årsskiftet kom et nyt ægtepar til,

Skarpe debatter. Beskyldninger om løftebrud. Barske ministerfyringer og brok i krogene, når prestigefyldte poster ikke fordeles til alles tilfredshed.

Sådan kender vi Christiansborg. Men folkestyrets hus rummer andet end ordkrige, før aftaler endelig falder på plads – eller helt fra hinanden. Christiansborg rummer også kærlighed.

Ved årsskiftet fik Borgen endnu et politiker-ægtepar, da Anne Sina (S) trådte ind som stedfortræder for partifællen Jacob Bjerregaard, der er blevet borgmester i Fredericia.

I august blev Anne Sina gift med Socialdemokraternes ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff. De to mødte hinanden ved et hovedbestyrelsesmøde i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, i 2004.

- Det oser ikke ligefrem af romantik, men til gengæld kan man møde mange mennesker der, siger Anne Sina med et skævt smil, mens Rasmus Horn Langhoff supplerer:

- Det var jo der, hvor man var mange af sine fredage og lørdage aftener, og det var der, hvor man fik mange af sine politiske venner, og hvor mange mødte en kæreste.

Travl hverdag venter

Fælles for alle Borgens ægtepar er, at de beretter om travle hverdage.

Det kræver kalenderkoordinering, og så skal man ifølge retsordfører Tom Behnke (K), der er gift med medlemssekretær hos De Konservative, Nina Behnke, sørge for ikke at tage for meget arbejde med hjem.

- Det, vi har fundet ud af kan være svært, er at holde fritid og arbejdstid adskilt. Hvis der er noget arbejde, så brug 10 minutter på at få det færdigt. Det med at trække arbejdstiden med hjem, er ikke hensigtsmæssigt, lyder Tom Behnkes råd til det nye par på Borgen.

Tålmodighed og fleksibilitet er også vigtigt i en travl politisk hverdag:

-Man skal være forberedt på, at ens kalender kan ændre sig lynhurtigt. Og så skal man nogle gange tillade sig selv at tage fri og bare pleje forholdet, lyder det fra Venstre-ægteparret Louise Schack Egholm, der er familie- og boligordfører, og skatteordfører Torsten Schack Pedersen.

Som politikerpar er det let at sætte sig ind i hinandens problemer, glæder og sorger i hverdagen, fremhæver forsvarsordfører Ole Hækkerup (S), der er gift med partifællen, justitsminister Karen Hækkerup:

- Det er ikke sådan, at vi afregner over for hinanden. Vi deler nok mere det følelsesmæssige, siger Ole Hækkerup.

Udover politikerparrene på disse sider danner også Ane Halsboe-Jørgensen (S), næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, par med Henrik Sass Larsens (S) særlige rådgiver Peter Strauss Jørgensen, mens SFs klimaordfører Steen Gade er gift med Turid Leirvoll, der er landssekretær hos SF.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen fandt kærligheden på Borgen for fem år siden. Hans kone Lea Berg Henriksen har arbejdet på Christiansborg som henholdsvis vagt og tjener.

I dag er hun på barselsorlov med parrets tredje barn.

De fandt hinanden på Borgen

anne sina
(Photo: )
    

Anne Sina (S) og Rasmus Horn Langhoff (S)

Fra årsskiftet er Anne Sina, 26 år, og Rasmus Horn Langhoff, 33 år, Borgens yngste par.

De er begge socialdemokrater ogbor på Amager og har kunnet desuden kalde sig mand og kone siden 31. august i år. Der har endnu ikke været tid til at forøge familien, men det skyldes måske, at han har været folketingsmedlem siden 2011 og i øjeblikket er ligestillingsordfører for Socialdemokraterne, mens hun har ageret stedfortræder af to omgange – og desuden bliver indsat igen 1. januar.

Begge har de en fortid i DSU, men det unge par er ikke altid enige, selv om de er partifæller.

- Det sker måske i virkeligheden, fordi vi er i samme parti og brænder for de samme ting. Det kan godt ende med store, drabelige diskussioner om bare de mindste ting, fortæller Rasmus Horn Langhoff.

  

hækkerup
(Photo: Betina Garcia)
   

Karen Hækkerup (S) og Ole Hækkerup (S)

Det hele begyndte faktisk med lidt snyderi, da det nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlem Ole Hækkerup i 1998 søgte en medarbejder, der skulle arbejde for ham på Christiansborg.

Han indkaldte partifællen Karen til jobsamtale en aften på Café Kys i det indre København, og selv om tidspunktet var lidt usædvanligt, anede hun ikke uråd. Jobsamtalen blev hurtigt til en date. Karen fik aldrig jobbet hos Ole. I stedet blev de to kærester, og i dag er de gift, forældre til tre børn – og nu begge folketingsmedlemmer. Med sit ja til Ole blev Karen en del af det politiske Hækkerup-dynasti, som i generationer har fostret ministre.

Selv har 39-årige Karen Hækkerup netop overtaget Justitsministeriet.

- Jeg er simpelthen så stolt af Karen. Hun er fantastisk, lyder rosen fra Ole Hækkerup.

Udnævnelsen betød imidlertid, at gemalen Ole måtte vige fra sin post som integrationsordfører for ikke at komme til at sidde i forhandlinger med sin kone. Det er nødvendigt og naturligt at navigere sådan, fortæller 42-årige Ole Hækkerup, der i stedet er blevet forvarsordfører.

- Det ville være noget forvirrende, hvis jeg som ordfører sagde ét, og ministeren bagefter sagde noget andet, siger Ole Hækkerup og understreger, at han også altid sørger for ikke at arbejde på samme område som sin bror, handels- og europaminister Nick Hækkerup.

  

tom bencke
(Photo: Jeppe Bjørn Vejlø)
   

Tom Behnke (K) og Nina Behnke

Tom Behnke, 47 år, er den rutinerede folketingspolitiker, der blev forelsket i den yndige kontorelev Nina Behnke, 39 år, i midten af 90’erne.

De mødte hinanden tilbage i 1995, da hun var kontorelev hos Fremskridtspartiet, og han var folketingsmedlem for partiet. I 2004 blev de gift, og i dag er de bosat i Virum og med deres fire børn -  to af dem har Tom fra et tidligere forhold. Nina Behnke er medlemssekretær for Tom Behnke på Borgen, men alligevel er det kun periodisk, at de to kan se meget til hinanden.

- Nogle gange føler jeg mig som en alenemor, men sådan er det at være gift med et hårdtarbejdende folketingsmedlem, siger Nina Behnke.

- Det gælder om at kigge i kalenderen hver dag og kigge tre-fire dage frem og planlægge sig ud af det. Nogle gange må Ninas forældre dog træde til, lyder det fra den konservative politiker.

  

schack
(Photo: Jeppe Bjørn Vejlø)
   

Louise Schack Egholm (V) og Torsten Schack (V)

Louise, 36 år, og Torsten, 37 år, har mere eller mindre fulgtes ad helt fra deres universitetstid. I dag repræsenterer de begge Venstre i Folketinget, men de vil ikke sidde i samme udvalg.

De mødtes på Københavns Universitet i slutningen af 90’erne. Siden blev de uddannet cand.polit., og i 2005 blev der delt vielsesringe mellem de to, der i dag er bosat i Sorø med deres to børn. Hun varetager by- og boligordførerposten og er derudover familieordfører, mens Torsten Schack er skatteordfører.De har bevidst valgt ikke at sidde i samme udvalg for ikke at gnide sig for meget op ad hinanden.

- Vi er fordelt, så vi ikke sidder med de samme ansvarsområder. Så vi har ikke så meget forbindelse til hinanden rent politisk. Vi er sammen til gruppemøder, og i folketingssalen sidder vi ikke engang samme sted, siger Louise Schack Egholm.

  

dencker
(Photo: )

Mette Dencker (DF) og Mikkel Dencker (DF)

Mette, 35, og Mikkel, 38, mødte hinanden gennem Dansk Folkepartis Ungdom, DFU, for 13 år siden. Et halvt år efter blev de gift, og i dag bor de sammen i Hvidovre med deres tre børn.

Sideløbende har de udviklet deres politiske karrierer, men det kan være svært at finde tid til hinanden og familien som folketingspolitiker, erkender de.

- Da vi mødte hinanden, havde vi begge politik som en fritidsinteresse, og så har vi sidenhen begge fået det som fuldtidsbeskæftigelse. Men det har vi planlagt os meget godt igennem, siger Mette Dencker.

- Vi ser heller ikke meget til hinanden på Borgen andet end til gruppemøderne, og når vi er i folketingssalen for at stemme, og der sidder jeg endda med ryggen til Mette. Vi følges heller ikke ad til Christiansborg, for så skulle vi rende og vente på hinanden hele tiden, og det ville være upraktisk, lyder det fra Mikkel Dencker.