Thorvald Stauning dukkede i serien ’Badehotellet’ op sammen med sin elskerinde Augusta Erichsen. Affæren var i virkeligheden en skandale

Landsfaderen Thorvald Stauning optrådte mandag aften i Søren Pilmarks skikkelse som figur i TV2s succes-serie ’Badehotellet’, hvor den tidligere statsminister i afsnittet ankom til hotellet sammen med sin elskerinde Augusta Erichsen.

I virkeligheden lagde Stauning ikke skjul på affæren, der var genstand for en del sladder. Tværtimod var parret, der mødte hinanden i 1930, meget offentlige og skabte en del røre. Det fortæller historiker ved Aalborg Universitet Poul Duedahl.

»Det var en skandale. Stauning lagde ikke skjul på forholdet, og folk så dem sammen, så sladderen gik fra mund til mund. Kun fordi Stauning ikke holdt det hemmeligt, skrev pressen om det. Der var nemlig en indforstået aftale med pressen om, at politikerne skulle fremstå som moralske forbilleder med mindre de som Stauning selv ønskede at stå ved et forhold,« siger Poul Duedahl.

Bedste statsminister

Thorvald Stauning endte som landsfader og har en markant plads som en af de største statsministre i Danmarks politiske historie. Han er blandt andet kendt for at være manden bag Kanslergadeforliget i 1933 og blev i 2009 kåret af 28 eksperter i Berlingske som Danmarks bedste statsminister gennem tiderne.

Men det kunne være gået helt anderledes tidligt i den politiske karriere, før Stauning blev statsminister, fortæller historikeren. I 1903 endte han i afhøring hos politiet efter et besøg hos en prostitueret i Århus. Men den sag blev ikke kendt af offentligheden, hvilket reddede hans politiske karriere.

Besøgte prostitueret

»Stauning skulle have været til socialdemokratisk partikongres, men han dukkede aldrig op. I stedet var han til afhøring hos politiet efter besøget hos den prostituerede. Sagen endte med, at kvinden blev sendt på tvangsanstalt i 90 dage som straf, mens Stauning gik fri. I dag ville sådan en sag sætte spørgsmålstegn ved hans dømmekraft og svække ham, da han gik imod sine egne ideer om at være den fattige mands beskytter. Hvis det var kommet frem i offentligheden, ville han helt sikkert ikke være blevet statsminister og landsfader. Men pressen valgte ikke at skrive om det, selvom både politimesteren og borgmesteren vidste det,« siger Poul Duedahl.

Thorvald Stauning og Augusta Erichsen flyttede sammen kort efter de mødte hinanden.

Men før da, havde Stauning forhold til mange kvinder gennem sit liv og affæren med Augusta Erichsen var heller ikke den eneste, forklarer Poul Duedahl:

»Han havde i sit eget sind et meget frit forhold til kvinder, og han fik endda også et barn uden for ægteskabet omkring 1913. Hans første kone (Anna Jensen, red.) tilgav ham sidespringene, men det gjorde hans anden hustru (Olga Hansen, red.) derimod ikke. Det endte med, at hun flyttede ud, mens Augusta Erichsen flyttede ind hos ham.«

Thorvald Stauning og Augusta Erichsen levede sammen til hans død i 1942. Sidenhen udgav Augusta Erichsen i 1967 sine erindringer i bogen ’Mit liv med Thorvald Stauning.’ Hun døde i 1971.