En stor gruppe danskere kan få kontant glæde af regeringens skattelettelser allerede i år.
Det drejer sig om danskere med en indkomst på mellem 389.900 og 421.000 kroner, som har mulighed for at flytte dele af deres løn til efter nytår, viser beregninger, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget, og som bekræftes af revisionsselskabet BDO.
Årsagen er, at regeringen sammen med Venstre og Konservative som en del af skattereformen hæver topskattegrænsen fra næste år. Det betyder, at hvis man har en årsløn, der ligger mellem den gamle og den nye topskattegrænse, så vil man kunne udnytte det ekstra topskattefradrag allerede i år ved at udskyde dele af sin løn. For almindelige lønmodtagere kræver det, at man kan få sin arbejdsgiver med på ideen. For selvstændige er det mere simpelt, fordi de i høj grad selv styrer, hvor meget og hvornår de udbetaler løn til sig selv.
Som lønmodtager kan det være oplagt at gøre brug af muligheden, hvis man har udsigt til en julebonus. Med en årsløn på 390.000 kroner og en julebonus på 20.000 kroner kan man spare 3.000 kroner ved at udskyde bonussen til efter nytår.
Men her skal man vide, at hvis bonussen først er udbetalt, så kan man ikke rulle den tilbage igen for at slippe billigere i skat. Så kommer man i hvert fald ind i gråzone, som det er tvivlsomt, at Skat vil acceptere, siger seniorskatterådgiver Henning Boye Hansen fra BDO, der har gennemgået regnestykket for Morgenavisen Jyllands-Posten.
Ved skattereformen fra 2009 valgte mange danskere at udskyde deres løn. Det var en god fidus, fordi man dengang sænkede skattesatsen med 7.3 procent. Det kostede staten en indtægt på omkring en milliard kroner, fordi mange danskere flyttede løn fra før til efter nytår.
Denne gang er det kun grænsen for, hvornår man skal betale topskat, der bliver hævet, og derfor er det langtfra alle, der har fordel af skattefinten.
BNB



