Ifølge Politiken viser et internt dokument, at Movias egen advokat sagde god for kampagnen om israelske bosættervarer, som bestyrelsen efterfølgende fik fjernet.

Movias egen advokat vurderede, at der ikke var grundlag for at fjerne annoncer om boykot af bosættervarer fra selskabets busser. Det viser et internt dokument, som Politiken er i besiddelse af.

Den politisk udpegede bestyrelse valgte at få annoncen fjernet fra alle 35 busser i København 30. april, selv om de var blevet forelagt advokatens vurdering, skriver avisen.

Det fremgår af dokumentet, at Movias administration indhentede en vurdering fra trafikselskabets advokatfirma, Lett, der skulle vise, om kampagnen burde indstilles, fordi den overskred grænserne for lovlige ytringer eller Movias egne reklameregler. Advokatfirmaet konkluderede, at det ikke var tilfældet.

På den baggrund indstillede administrationen til bestyrelsen, at der ikke var grundlag for at anmode om, at kampagnen blev indstillet.

Men otte ud af ni bestyrelsesmedlemmer stemte trods vurderingen fra advokaten og indstillingen fra administrationen for at fjerne annoncerne, der var indrykket af Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, da man mente, at kampagnen om at boykotte varer fra de israelske bosætterområder var »diskriminerende«, og at det var vanskeligt at adskille nationen Israel fra religionen jødedommen.«

Avisen har ikke kunnet få en kommentar fra formanden for Movias bestyrelse, Thomas Gyldal Petersen (S). Han afleverede sammen med næstformand Per Hovmand (K) onsdag en redegørelse om sagen, der konkluderede, at det var rigtigt at fjerne annoncen. Formandskabet erklærer med redegørelsen sagen for »udtømt« og har derfor ikke yderligere kommentarer, skriver Politiken.