Mandag afviste Se og Hør-chefredaktør Niels Pinborg ethvert kendskab til ugebladets brug af den såkaldte »tys-tys-kilde«, der angiveligt har leveret kreditkortoplysninger om de kendte. Men i lørdags var den hemmelige kilde akkrediteret for Se og Hør ved en koncert i Parken.

Nye oplysninger i sagen om Se og Hørs påståede ulovlige overvågning af kendte viser nu, at bladets journalister har haft meget tæt kontakt med den formodede »tys-tys-kilde« helt frem til i dag. Det skriver Berlingske.

Mandag afviste chefredaktør på Se og Hør Niels Pinborg, at han havde kendskab til ugebladets påståede brug af den hemmelige kilde, der ifølge en ny bog og dagbladet BT ulovligt leverede strengt fortrolige kreditkortoplysninger om de kendte og kongelige til Se og Hør fra 2008 til 2012. Angiveligt stoppede samarbejdet med »tys-tys-kilden«, der ifølge beskyldningerne fik 10.000 kroner sort om måneden for oplysningerne, i 2012.

Men Berlingske kan nu fortælle, at kilden så sent som lørdag aften, to dage før afvisningen fra Niels Pinborg, stod registreret som en af fire deltagere fra Se og Hør til TV 2 Charlie-arrangementet Top Charlie i Parken i København.

Berlingske har fået bekræftet, at to journalister og en fotograf fra Se og Hør samt personen, der er udpeget som »tys-tys-kilden«, deltog i arrangementet lørdag aften, hvor blandt andet Kandis, Brødrene Olsen og Stig Rossen optrådte.

De to Se og Hør-journalister har ved flere lejligheder skrevet flere historier, som ifølge anklagerne baserer sig på de kreditkortoplysninger, som »tys-tys-kilden« angiveligt har leveret til ugebladet.

Berlingske har været i kontakt med den ene journalist, der ifølge bogen var den primære kontakt til kilden på bladet. Han ønsker ikke at kommentere sagen. Men arrangementet i Parken var langt fra første gang, at den påståede »tys-tys-kilde« har deltaget i sociale sammenhænge med Se og Hør og den journalist, der ifølge anklagerne har været den primære kontakt på bladet.

I marts angav Se og Hør-journalisten selv på sin Facebook-profil, at han og den påståede kilde var deltagere i et afterparty efter »Reality Awards 2014« sammen med blandt andre Frederik Fetterlin og flere reality-stjerner. Tirsdag eftermiddag slettede journalisten sin Facebook-profil, og om aftenen slettede den påståede »tys-tys-kilde« både sin profil på Facebook og på Linkedin.

Se og Hør-chefredaktør Niels Pinborg forklarer, at han ikke ved, hvem der var sendt til Top Charlie-arrangementet i Parken i lørdags for Se og Hør. Han bekræfter derimod, at en journalist ved Se og Hør i nogle tilfælde har ladet den person, som nu hævdes at være den såkaldte »tys-tys kilde«, deltage i en række arrangementer som blandt andet weekendens Top Charlie-arrangement i Parken.

Manden, der mistænkes for at være »tys-tys-kilden«, er desuden venner med journalisten på Se og Hør den dag i dag og er dermed kommet på Se og Hør efter 2012, hvor det påståede samarbejde stoppede.

Niels Pinborg afviser på det kraftigste, at han har kendt til det, hvis manden skulle have lækket ulovlige oplysninger til Se og Hør på noget tidspunkt.

»Hvis det er den mand, som tilsyneladende er mistænkt i medierne, kender jeg ham udelukkende af udseende og som en ven til en af journalisterne i huset. Hvis det viser sig, at der er noget om snakken, er jeg rystet og tager afstand fra metoderne. Jeg kan garantere dig, at der ikke har været sådan en kilde, siden jeg startede i huset. Hvis jeg havde vidst, at manden var en hemmelig ulovlig kilde, havde jeg da ikke ønsket at sætte mit blad i sammenhæng med ham. Jeg har ikke haft en anelse om, at der fandtes sådan en kilde,« siger Niels Pinborg, der tiltrådte som chefredaktør for Se og Hør i efteråret 2013.

Sagen om de påståede ulovlige metoder på Se og Hør udvikler sig fra time til time. Tirsdag stod det klart, at Henrik Qvortrup er færdig som politisk kommentator på TV 2, efter han som tidligere chefredaktør på Se og Hør er blevet trukket ind i skandalen. Han sagde selv op på stationen og kom derved ifølge BT en fyreseddel i forkøbet.

Aller oplyste ligeledes tirsdag, at koncernen har valgt advokat Henrik Stagetorn og revisor Mikkel Sthyr fra PwC til at lede og gennemføre en uvildig undersøgelse, der skal afdække, hvorvidt de påståede beskyldninger om systematisk ulovlig overvågning af kendte og kongeliges kreditkortinformationer er blevet anvendt som arbejdsmetode på Se og Hør i perioden 2008-2012.

Aller forventer, at undersøgelsens resultater foreligger inden for de kommende uger.

»Vi har valgt at sætte os selv på sidelinjen og lade de eksterne eksperter få frie hænder til at foretage den uvildige undersøgelse, da vi udelukkende er interesseret i at få hele sandheden samt alle væsentlige oplysninger om hændelsesforløbet frem til belysning af, hvorvidt der er foregået ulovligheder på Se og Hør,« oplyser Aller-topchef Pål Thore Krosby.

Manden bag beskyldningerne om de ulovlige arbejdsmetoder på Se og Hør er Ken B. Rasmussen, tidligere journalist på Se og Hør og forfatter til bogen »Livet, det forbandede«. I sin bog beskriver han arbejdet på det fiktive ugeblad SET og HØRT. Under aliaset »Sønderjyden«, der er et slags alter ego for Ken B. Rasmussen selv, fortæller han, hvordan SET og HØRT fra 2008 til 2012 bestak en medarbejder i IBM, der har en fortid i PBS (i 2010 blev PBS til Nets), til at levere kreditkortoplysninger om de prominente danskere.

Romanen balancerer mellem fiktion og fakta, og Ken B. Rasmussen ønsker ikke at fortælle, hvor store dele af romanen, der er fiktion. Men både forlaget bag bogen, Bogkompagniet, og dagbladet BT hævder, at der er dokumentation bag påstandene i bogen. En mangeårig tidligere ansat hos Se og Hør bekræfter anonymt over for Berlingske, at flere på redaktionen kendte »tys-tys-kilden«.

»Det var en guldkilde for Se og Hør. Der var en kilde fra PBS, som man fik oplysninger fra, men jeg havde ikke selv direkte kontakt med kilden. Jeg har dog ingen grund til at tvivle på beskrivelserne i bogen. Det eneste, der undrer mig, er at det ikke er kommet frem før.«