Sagen mellem Kasi-Jesper og Ekstra Bladet fortsætter

'Vi ikke kan leve med, at en eller anden galning kan gå ned i Fogedretten og stoppe den kritiske presse', siger Ekstra Bladets chefredaktør som begrundelse for at anke Fogedretskendelse.

Fogedretten afgjorde onsdag aften, at Ekstra Bladet, der i sidste uge afslørede at Skat kræver ikke mindre end 168 millioner af den kulørte forretningsmand, der bl.a. er manden bag håndboldklubben AG København og tidligere storsponsor i fodboldklubben Brøndby IF, hans familie og deres selskaber, ikke længere må skrive artikler med nye oplysninger, der er fremkommet af materialet.

Det er en sejr, siger Kasi-lejren. Ligegyldigt, siger Ekstra Bladet.

Jesper 'Kasi' Nielsen havde bedt Fogedretten nedlægge forbud mod, at avisen bruger hans skatteoplysninger, da han mener, der er tale om stærkt følsomme oplysninger. Det gav retten altså kun Nielsen delvis ret i. Forbuddet gælder nemlig kun nye oplysninger, der stammer fra de lækkede dokumenter.

Alligevel er Kasi-Jespers advokat, Henrik Haldbo, tilfreds.

- Vi ser det som en sejr. Det er klart, at vi helst havde set, at alt kom med. Men problemet er jo, at det allerede har været offentliggjort, så vi vidste godt, at det ville være op af bakke. Så realistisk set ønskede vi at få bremset de ting, der ikke allerede er kommet frem.



- Jeg har ikke talt med Jesper, men jeg har talt med hans søster, Anette, og hun var glad. Det tror jeg bestemt også, at Jesper er. Vi er meget tilfredse, siger han.

Selvom man hos Ekstra Bladet anser kendelsen fra Fogedretten som tæt på ligegyldig, så vælger man alligevel at anke sagen. Det fortæller avisens chefredaktør, Poul Madsen, til bt.dk.

- Rent praktisk betyder kendelsen ikke noget. Vi har bragt de oplysninger, der er relevante, men vi anker alligevel sagen af principelle grunde, siger han og uddyber.

- Vi ikke kan leve med, at en eller anden galning kan gå ned i Fogedretten og stoppe den kritiske presse. Det vil svare fuldstændig til, at en Peter Brixtofte, i forbindelse med BT's afsløring af Farum-sagen, havde sagt, at der var tale om en privat sag.

- Vi taler om, at der er 40 mennesker, der er blevet fyret fra AG København. Af alle mennesker er Kasi-Jesper den, der har blandet sin private økonomi sammen med sit erhvervseventyr.

BT kunne tirsdag afsløre, at sagen også har fået de sommerferieramte politikere op ad stolen. Dansk Folkepartis skatteordfører Dennis Flydtkjær har således bedt skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) redegøre for, hvordan Jesper Nielsens private skatteoplysninger kan ende i pressen.

- Skatteoplysninger er dybt fortrolige og personlige oplysninger. Og det er særdeles alvorligt, når og hvis der sker brud på den fortrolighed. Vi skal alle kunne føle os trygge ved Skat. Derfor vil vi have en garanti fra Thor Möger Pedersen for, at det ikke er Skat, der har lækket Jesper Nielsen skatteoplysninger, og vi vil høre om ministeren, i lighed med Helle Thorning Schmidts skattesag, også i denne sag vil igangsætte en undersøgelse af, om og hvem, der inden for hans egen organisation har lækket oplysninger til Ekstra Bladet og efterfølgende iværksætte relevante sanktioner mod den eller de personer, der måtte står bag lækagen, sagde Dennis Flydtkjær dengang til BT.

Onsdag valgte Skat imidlertid selv valgt at melde sagen til politiet for at få undersøgt, om der er nogle medarbejdere internt i organisationen, der har lækket oplysningerne til avisen.

Der er dog ikke nogen, der skal forvente, at Ekstra Bladet afslører, hvem kilden er til deres historie. Det slår Poul Madsen fast.

- Der er utrolig mange mennesker, der har kendt til den her sag - både hos Kammeradvokaten, Skat og andre steder, så vi kan ligeså godt have papirerne fra en-eller-anden Mogens, som vi kan have dem fra Skat. Uden overhovedet at ville sige, hvor vi har kilder fra - for der er flere - så vil jeg sige, at der er tale om en klassisk whistleblower-sag, hvor en mand inde i systemet ønsker at give offentligheden besked om, at Kasi-Jesper lyver - og derfor leverer oplysninger til os, som vi så bringer videre. Og vi kunne naturligvis aldrig nogensinde drømme om at afsløre, hvem vores kilder er, siger han.