For første gang er en dansk statsborger tilsyneladende blevet dræbt af den vestligt ledede koalition i Syrien, skriver Politiken.

Det drejer sig om den 18-årige LD, der befandt sig i et hus i den syriske grænseby Ayn al-Arab, da byen blev ramt af luftbombardementer.

Det bekræfter en dansk kriger i Syrien, der var til stedet under angrebet og flere kilder i det yderligtgående islamistiske miljø i Danmark over for avisen.

LÆS OGSÅ

Politiets Efterretningstjeneste (PET) ønsker ifølge Politiken ikke at kommentere den konkrete sag, og Udenrigsministeriets Borgerservice kan hverken be- eller afkræfte dødsfaldet, men oplyser, at man kender til »forlydenderne« og er i kontakt med den berørte familie.

LD er vokset op i det sydlige København og konverterede til islam, nogle år før han drog af sted.

Kilder i det herboende islamistisk miljø beskriver ham som empatisk og vellidt blandt sine trosfæller, og han kom ofte i Det Islamiske Trossamfunds moske på Dortheavej, fordi han boede tæt på moskeen.

Han var dog ikke en del af den salafistiske gruppe Kaldet til Islam, der har mistet flere medlemmer i den syriske borgerkrig.

LD ankom til Syrien i slutningen af maj og brugte de første måneder som nødhjælpsarbejder for krigsofre i det borgerkrigstyngede land, men sluttede sig i efteråret til bevægelsen Islamisk Stat, som han kæmpede for indtil sin død, skriver Politiken.