Fundet af ulven i Thy viser ifølge miljøministeren, at Danmark har plads til andet end byer, veje og marker. Der vil næppe gå 199 år, før der kommer en ulv til landet igen.

For første gang siden 1813 er der blevet fundet en vild ulv i Danmark. Forskere fra DTU slår endegyldigt fast, at dyret, der blev fundet i Hanstholm Vildtreservat i sidste måned, var en ulv, og det glæder miljøminister Ida Auken (SF).

- Det er en historisk begivenhed, at vi nu med sikkerhed kan sige, at ulven har været i Danmark efter 199 års fravær, skriver hun i en SMS til Berlingske Nyhedsbureau.

- Selv om det kun har været et visit, så er det med til at vise, at vi i Danmark har plads til mere end byer, veje og marker, og den minder os om, at det er naturværdier, som vi skal beskytte og udvikle, lyder det fra miljøministeren.

Den døde hanulv, som blev fundet 16. november, stammer ifølge en genetisk undersøgelse fra Tyskland og er altså vandret flere hundrede kilometer op gennem Jylland.

Den tyske ulvebestand er voksende, så ifølge kontorchef Ole Markussen fra Naturstyrelsen vil der næppe gå yderligere 199 år, før der atter kommer en ulv til Danmark igen. Der er dog ingen tegn på, at ulvene vil slå sig ned her i landet.

- Vi vil nu få analyseret mulighederne for ulve i Danmark, så vi kan blive klogere på situationen. Men på nuværende tidspunkt er der ikke baggrund for at tale om en forestående bestand af ulve i Danmark, siger Ole Markussen.

Ifølge obduktionsrapporten var det en betændelsestumor, der tog livet af den tyske ulv. Knuden voksede sig så stor, at den kvalte ulven, som gennem længere tid ikke havde været i stand til at æde.

Ulvens skelet overdrages nu til Statens Naturhistoriske Museum i København.