Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, landede onsdag kl. 14.50 i Københavns Lufthavn og mødte i eftermiddag danskerne for første gang siden besøget på Den Internationale Rumstation.

Andreas Mogensen mødte pressen i Industriens Hus i København (se videoen herover), og her lagde han ikke skjul på, at han vil videre ud i rummet.

»Den Internationale Rumstation fortsætter som minimum til 2024, og så er spørgsmålet, om vi skal tilbage til Månen eller Mars. Personligt ville jeg elske at komme tilbage på rumstationen, men det ville også være en oplevelse at komme til Månen eller Mars,« sagde han med et stort smil.

Danmarks første astronaut indledte pressemødet med at rette en tak til danskerne, som har sendt massevis af hilsener.

»Jeg vil gerne sige personligt tak til alle, som har bakket op om min mission til Den Internationale Rumstation. Jeg har fået mange personlige beskeder på de sociale medier, og det er jeg rigtig glad for,« sagde Andreas Mogensen ved pressemødet

»Jeg har modtaget billeder fra børn helt ned til tre-fire år, og jeg fået mange flotte tegninger af astronauter, rumraketter og planeter. Det er meget positivt, at vi er nået helt ud til de små børn.«

Danmarks uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen tog imod den 38-årige dansker, som kom med et fly fra Tyskland. Herfra tog han direkte ind til Rådhuspladsen i København, hvor han mødte pressen kl. 15.30 til et pressemøde. Her fortalte han om de eksperimenter, som han udførte på rumstationen.

Se video: Her ankommer Andreas Mogensen  til Københavns Lufthavn:

Dronning Margrethe tager efter pressemødet imod Andreas Mogensen på Amalienborg, og så er dagens program slut for den populære dansker.

Torsdag kl. 16 holder Andreas Mogensen foredrag på Københavns Universitet, og her vil han fortælle om den spændende tur ud i rummet og om oplevelserne på Den Internationale Rumstation.

Børn og andre ruminteresserede har mulighed for at møde Danmarks første astronaut, når han fredag kl. 9.30 besøger Tycho Brahe Planetarium i København. Her vil han ligeledes dele ud af sine oplevelser 400 kilometer oppe i luften og samtidig varme op til dansk naturvidenskabs festival, som er i næste uge.

Hvis du er med på iPhone eller iPad, så tryk på dette link:

Følg med på iPhone og iPad her