Astrolog udpeger otte rædsels-fødselsdage i 2014 - se om du er en af de uheldige

Er du født på én af otte specifikke datoer, går du et meget turbulent 2014 i møde, forudser astrolog. Og du skal træde varsomt, hvis ikke det hele skal ramle om ørene på dig.

Årsskiftet nærmer sig, og det er tid at gøre status over året, der gik. Og samtidig kigge fremad og gøre sig tanker om, hvad der skal ske i 2014.

BT har bedt astrolog Karl Aage Jensen fra Astrologihuset om at kigge i stjernerne og komme med et bud på, hvad det kommende år vil bringe. Og specielt for personer, der er født på otte specifikke datoer, vil 2014 blive særdeles turbulent, forudser han.

Dato-kaos: Tjek dit nye stjernetegn her

- Disse personer vil få nogle ordentlige omvæltninger i deres liv. Der er økonomi, kærlighed, følelser, helbred og familieliv i spil, og de vil gennemgå en transformationsproces. Det er typisk ting som skilsmisse, fyring, konkurs og sygdom, der vil ramme dem, siger Karl Aage Jensen.

- Det er planeten Pluto, der er inde i billedet, og det eneste man kan regne med, er, at man ikke kan regne med noget som helst, siger astrologen.

Fødselsdatoerne er ifølge Karl Aage Jensen henholdsvis 1. januar, 1. februar, 1. april, 1. juni, 1. juli, 1. september, 1. oktober og 1. november. Men nogle er dog lidt heldigere stillet end andre. For februar, juni, september og november vil det nemlig være en mere positiv transformation.

- For personer født på disse datoer bliver transformationen mindre smertefuld, og turbulensen bliver mindre. Det kommer til at glide lidt lettere, siger Karl Aage Jensen, der dog påpeger, at der kan være enkelte personer, som forudsigelsen ikke gælder for, da der kan være ting i deres personlige stjernetegn, der opvejer det. Derfor skal forudsigelsen ses som en tommelfingerregel.

Dato-kaos: Tjek dit nye stjernetegn her

Har du fødselsdag i dagene lige efter de nævnte datoer, kan du dog ikke vide dig helt sikker. Den 2., 3. og 4. i de nævne måneder vil i de næste to år også kaste turbulens af en eller anden slags af sig.

I år 2013 var det personer, der var født op til de nævnte datoer, som måtte gennemgå omvæltninger. Som eksempel nævner astrologen Troels Lund Poulsen, der har fødselsdag den 30. marts, og som i 2013 spillede en central rolle i den meget omtalte skattesag. Også Mattias Tesfaye, der er født den 31. marts, valgte i 2013 at gå fra SF til Socialdemokratiet.

Karl Aage Jensen mener, at sidstnævnte i modsætning til Troels Lund Poulsen lyttede til sit horoskop og brugte det fornuftigt. Dermed kommer han med følgende råd til dem, der har fødselsdag på de skæbnesvangre datoer:

- Det vigtigste er at give slip. Man må ikke blive for stædig i sådanne perioder. Tag tingene som de kommer, og se hvad der sker. Det er vigtigt at vide, hvor man i hovedtræk er på vej hen, så det er de helt store spørgsmål, man skal have i spil. Hvad vil jeg ikke gå ud af det her liv uden at have fuldbyrdet?, siger Karl Aage Jensen og kommer med en huskeregel:

- Især mænd vil jo gerne have, at alting er, som det plejer. Men i det her tilfælde er plejer død. Stendød.

Derfor er der tvivl om dit stjernetegn

Læs også: