De danske myndigheder har besluttet af lukke dele af det grønlandske luftrum på grund af islandsk vulkanaske

De danske luftfartsmyndigheder Naviair har besluttet at lukke en del af det grønlandske luftrum på grund af truslen fra den islandske askesky fra vulkanen Grimsvötn.

Lukningen gælder en mindre del af det Grønlandske luftrum under 20.000 fod, der bliver lukket fra klokken 22 grønlandsk tid - klokken 02 mandag morgen dansk tid.

Restriktionerne, der kun omfatter den grønlandske østkyst omkring Constable Point, gælder foreløbig frem til klokken 8.00 dansk tid.

Ifølge netavisen Sermitsiaq betyder restriktionerne, at Air Greenlands flyvning fra København til Kangerlussuaq og retur mandag den 23. maj må aflyses.

Hvordan tingene udvikler afhænger helt af askeskyens bevægelse.

De islandske myndigheder har lukket islandsk luftrum indtil videre. Det betyder at Air Greenland ikke kan gennemføre den planlagte flyvning indenfor reglerne af det sikkerhedsmæssigt forsvarlige.

Dels mangler man en tilgængelig alternativ lufthavn i Nordatlanten, dels er det ikke forsvarligt at overflyve askeskyen, der går helt op til 15 km's højde.

Aflysningerne rammer 245 passagerer, der skal fra Danmark til Grønland og 166 sydgående passagerer der skal den modsatte vej. De vil blive ombooket til de første ledige pladser, når flyvningerne kan genoptages, oplyser Air Greenland.

Air Greenland vil sørge for overnatning og forplejning til passagerer rejsende fra Danmark i det omfang, der er behov for det.

Selskabet har samtidig valgt foreløbig at lukke for al salg af rejser over Atlanten til og med fredag den 27. maj. Passagerer med allerede købte rejser til og med denne dato kan vælge at blive ombooket til en senere afgang.

Passagerer, der rammes direkte af aflysningen mandag kan vælge at blive ombooket til en senere afgang eller få refunderet deres billet, også selv om den måtte være restriktiv.

Berørte passagerer både mandag og eventuelt de kommende dage vil blive kontaktet direkte af Air Greenland via sms, email eller telefon.

Air Greenland har oprettet en hotline til berørte passagerer. I Grønland kan man ringe til +299 34 33 35 og i Danmark er telefonnnummeret +45 32 46 22 43 åbent mellem klokken 7 og 21, dansk tid.

/ritzau/