Asger Jensby bliver i dårligt humør, hver gang kalenderen viser 27. november. På den dato i 2008 fik han en sms om, at Stein Bagger var forsvundet. Der var noget ravruskende galt, og der var tilsyneladende ingen værdier i det ellers ovenud succesfulde IT Factory.

- I år blev jeg hjemme den dag. Jeg hyggede mig, så godt jeg kunne, i huset og gik en tur med hunden og den slags. Jeg fortalte min kone, at jeg havde brug for at være lidt alene, siger IT Factorys tidligere bestyrelsesformand, Asger Jensby, til BT.

Asger Jensby var et af de største ofre i IT Factorys kollaps. Som bestyrelsesformand blev han beskyldt for inkompetence og uærlighed. Han mistede hele formuen, og alt han havde kæmpet for.

Men i dag er Asger Jensby glad igen. Efter nedturen har han genfundet mange af livets værdier, som han siger. Men det ændrer ikke ved, at det ikke var let at gennemleve.

- Jeg tror aldrig, jeg kommer helt over det. 27. november er en mærkedag i mit liv. Det vil det altid være, det må jeg sige, fortæller IT Factorys tidligere bestyrelsesformand.

- I dag kan der gå måneder mellem, at jeg eller min kone tænker på Stein Bagger. Det præger mig ikke længere i hverdagen. Men lige den dag påvirker mig endnu, siger han.

Det frie fald

Dagene mellem torsdag 27. november 2008 og den følgende mandag, hvor Asger Jensby og resten af bestyrelsen meddelte, at IT Factory var konkurs, og direktør Stein Bagger var forsvundet, havde Jensby lynende travlt med at samle sig et overblik over, hvad der var foregået. Der var ingen tvivl om Baggers bedrageri.

Og så begyndte nedturen, det frie fald, for Asger Jensby. Et fald, der endte med hans personlige konkurs.

- Jeg måtte realisere alle mine værdier, siger Asger Jensby, hvilket i forretningslivet betyder at sælge alt, hvad han ejer af hus, bil og andre værdier.

- Vi havde et stort hus i Norge, et i Danmark, samt halvdelen af en lejlighed på Islands Brygge, som vi måtte afstå. Pengene til huset i Norge havde jeg lånt i Stein Baggers selskab Agios United, som jeg så også pludselig skyldte i, forklarer Jensby og fortsætter:

Personlig konkurs

- Jeg havde sådan set betalingsfrist til 31. december 2012, men kurator Boris Frederiksen mente, at det var urealistisk, at jeg kunne betale, så jeg blev erklæret personlig konkurs. Hvis du på papiret i dag gør mine værdier op, så ejer jeg faktisk ingenting, siger han.

Jensbys enorme ejendom i norske Kongsvinger blev også solgt. Nu bor han, sammen med sin kone og to af de tre børn, godt seks kilometer derfra i et mere anonymt hvidt træhus. Stadig i Kongsvinger, som er hans norske kone Evas hjemby. En anonym lille by med godt 17.000 indbyggere godt 90 km fra Oslo.

- Der sker ikke alt for meget, som Asger Jensby selv siger.

Asger Jensby og hans kone havde valgt et liv i Kongsvinger, allerede inden han anede, at hele formuen ville forsvinde ved et ondartet trylleslag.

- Vi ville bo der, når vores yngste søn skulle begynde i skolen. Vi synes, at det er et godt sted at vokse op og gå i skole. Vi havde også talt om London, hvor vi kender mange mennesker, og det – for os begge – måske ville være nemmere at arbejde og fungere. Men vi valgte livet her, siger han.

Fik 40 dages fængsel

Da mediestormen pludselig rasede, kunne Asger Jensby dog ikke gemme sig for pressen. Adskillige journalister dukkede op på hans fornemme adresse lidt uden for byen og spurgte ivrigt til sagen. Asger Jensby føler stadig, han blev uretfærdigt behandlet, selvom han i sidste ende fik en dom for skatteunddragelse på 40 dages fængsel, som han afsonede med en fodlænke.

- Men jeg var jo også tæt på Stein i mange år. Vi mødtes sjældent privat, men vi havde et professionelt venskab. Så jeg brugte tid på at bearbejde den personlige sorg over, at et menneske, som jeg havde haft så meget sammen med og stolet på, i den grad havde været et gement røvhul, siger Jensby med et bandeord, som han ellers sjældent tager i brug.

- Og så brugte jeg tid på at samle skårene efter min personlige konkurs. Der gik faktisk et par år med det, siger han.

Driver nyt it-firma

Men nu ser livet positivt ud for den 64-årige finansmand, som ikke længere bestrider nogen poster i det danske erhvervsliv.

- Min kone og jeg driver i fællesskab et lille it-firma, som leverer løsninger til mindre virksomheder. Der er ti-tolv ansatte, og vi har en omsætning på fem-seks mio. kr. og et beskedent overskud, forklarer han om firmaet Inventive, som hans kone ejer, fordi Jensby er personligt konkurs.

- Jeg er personligt ganske tilfreds i dag. Det er noget helt andet, men man bliver ikke lykkelig af at være rig, som jeg var engang. Engang havde jeg også et meget stort ansvar for mange hundrede mennesker i de virksomheder, jeg var med i. Det er anderledes i dag, men ikke mindre positivt, siger han. Måske tværtimod.

De nære ting

Den udskældte tidligere bestyrelsesformand har i dag overskud til de mere nære ting. Han har fået tid til at bygge sit eget køkken og puste ud i den norske natur.

- Du bliver lykkelig, når du har tryghed i din familie. Når dine børn forsøger sig med noget og du ser det lykkes. I dag har jeg et overskud til at beskæftige mig med det. Nu oplever jeg til fulde, hvad jeg gik glip af dengang, siger han.

Han har ikke mødt eller talt med Stein Bagger siden den grå dag i november. Han vil heller ikke.

- Det har jeg ikke behov for. I begyndelsen havde jeg måske lyst til at spørge, hvorfor han gjorde det. Hvordan han kunne få sig selv til det. Men jeg er nået frem til, at jeg nok ikke ville kunne få et svar alligevel, siger han.