Det var en træt men lettet Asger Aamund, BT mødte tirsdag, efter han havde offentliggjort, at han har solgt sine aktier i hjertebarnet  Bavarian Nordic.

Her har han stået i front som stifter af medicinalvirksomheden de seneste 25 år af sit liv. Men nu skal det være slut. Asger Aamund har solgt sine aktier for 356 millioner kroner.

- Jeg vil ikke længere være førerhund og opbygge en virksomhed fra grunden. Det er ekstremt opslidende, fortæller den 74-årige Asger Aamund og henviser til årene omkring finanskrisen:

- Jeg mistede en masse penge under finanskrisen, og det har været hårdt for familien. Derfor er min kone også meget lettet over, at jeg endelig har fået solgt mine aktier, siger han om sine kone Suzanne Bjerrehuus.

Hvad pengene skal bruges til, er finansmanden da heller ikke i tvivl om:

-  Jeg går ikke med drømmen om kaviar og champagne. Jeg lever en tilværelse, som jeg er meget tilfreds med. Suzanne og jeg skal ud og rejse omkring min fødselsdag i næste måned, og ellers skal pengene investeres i nye, spændende virksomheder, siger han og påpeger, at han også skal have afbetalt noget af den gæld, han fik under finanskrisen.

- Men når gælden er betalt, står jeg stadig tilbage med et trecifret millionbeløb, og de skal geninvesteres. Jeg læner mig i hvert fald ikke tilbage for at leve det søde pensionistliv.