Det er gode nyheder for erhvervslivet, når influenza-epidemier ikke kommer forbi. Indtil videre er den udeblevet herhjemme denne vinter.

Feber, snue og ømme led betyder ofte varm te under dynen - og et par dage hjemme fra arbejde.

Men influenzaen, der ellers plejer at komme forbi danskerne om vinteren, er ikke kommet endnu, viser tal fra Statens Serum Institut. Det skriver Berlingske onsdag.

Og mindre sygdom blandt danskerne er godt nyt for arbejdspladserne.

- Mindre fravær er kun en fordel, for der er både sygedagpenge, men også tabt arbejdstid koster. Det kan være produktioner, der ikke kan gennemføres, eller hvor man skal indhente vikarbistand for at få tingene gennemført eller ting, der ikke bliver færdige til tiden. Så lige så snart sygefraværet mindskes, har det selvfølgelig en kæmpe økonomisk betydning, siger Rikke Ørum, chef for HR og arbejdsmiljø i Dansk Erhverv, til Berlingske Nyhedsbureau.

- Mange har efterhånden fået vacciner på arbejdspladsen, og efter svineinfluenzaen er der mange, der er blevet vaccineret, siger hun.

Hos ISS, der har 11.000 ansatte herhjemme, har der da også været en lille nedgang i sygefraværet, forklarer pressechef Carsten Birkeland Kjær.

- Sammenligner vi denne vinter med sidste år, har vi oplevet et lille fald i antal sygedage, men ikke markant. Og faldet i antal sygedage kan jo skyldes mange ting - den sene vinter kan være en forklaring, men vi kan ikke sige noget med sikkerhed, siger han til Berlingske.

De seneste to vintre har antallet af influenza-relaterede lægebesøg været markant højere end denne gang, og det er netop derfor, det ikke er så slemt denne vinter, lyder det fra Statens Serum Institut.

- De markante influenzasæsoner de foregående år med pandemien i 2009 og en del sygelighed sidste vinter skaber en naturlig immunitet, siger overlæge Kåre Mølbak tik Berlingske.

Fra Dansk Erhverv lyder det dog. at arbejdspladserne generelt er blevet bedre til at være opmærksomme på sygdom og hygiejne.

- Der er sket en stor hygiejneindsats på arbejdspladserne og institutionerne, efter at vi har haft de store epidemier, der virkelig har lagt arbejdspladserne ned.

- Så det betyder, at der er mange, der er mere opmærksomme på det her med at vaske hænder, hænge informationer op og også har desinfektionsmidler, og det er også mit indtryk, at det er blevet mere indgroet og en vane, at det bliver brugt, siger Rikke Ørum til Berlingske Nyhedsbureau.

En opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforenings Arbejdsmarkedsrapport fra sidste år viser, at danskernes sygefravær koster omkring 55 milliarder kroner årligt, og heraf betaler virksomhederne for de 41 milliarder. Derudover er der afledte omkostninger forbundet med blandt andet tabt produktion, som det ikke er muligt at gøre op.