Et stigende antal danskere tager arbejdet med på ferien. Men det er arbejdsgiverne ikke udelt begejstrede for. Hold fri i ferien, lyder budskabet fra DI.

Det er så nemt. Mens solen stråler steger din krop under sydens sol, og familien hopper rundt i swimmingpoolen, så kan du lige række ud efter din smartphone. Finder fingrene lynhurtigt og næsten automatisk arbejdsmailen. For du må da lige tjekke, om du er gået glip af noget den seneste uge.

Har du prøvet ovenstående, så er du bestemt ikke den eneste. Faktisk har hver tredje dansker så svært ved at lægge arbejdet på hylden, at arbejdsrelaterede mails jævnligt bliver tjekket under ferien. Det viser en undersøgelse som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4. Blandt de mere end 1.600 repræsentativt udvalgte personer, der deltog i undersøgelsen, indrømmede næsten seks ud af ti (59 procent), at de tænker på jobbet af og til, ofte eller hele tiden under ferien. For fem år siden, var det kun 52 procent, der tog arbejdet med på ferien.

Flere eksperter advarer overfor Ugebrevet A4 om, at det kan give problemer, hvis man ikke slapper af, når man holder ferien. Hjernen har nemlig brug for at holde fri.

- Noget af det, ferien gør, når du kobler helt af, er, at du får brugt andre dele af hjernen, og det har hjernen godt af, siger Bo Netterstrøm, der er stressekspert og seniorforsker på Bispebjerg Hospital i København til A4.

ER DET OK, HVIS ARBEJDSGIVEREN FORSTYRRER DIG I FERIEN? OG TAGER DU SELV ARBEJDET MED PÅ FERIEN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.

Selv om det måske lyder som et drømmescenarie at have medarbejdere, der arbejder i deres ferier, så er arbejdsgiverne ikke udelt glade for fænomenet.

- Vores grundholdning er selvfølgelig, at folk skal holde ferie, når de holder ferie. så enkelt er det. Det er der en række gode grunde til. Det er en måde at restituere sig på, det er en måde at være sammen med sin familie på, og det er en måde at få ny energi på og komme frisk tilbage på arbejdet, siger Jens Kristian Jørgensen, der chef for ledelsesudvikling og produktivitet i DI ( det tidligere Dansk Industri), til bt.dk.


Ifølge Jens Kristian Jørgensen er verden dog ikke sort-hvid.

- Man kan sagtens have et arbejde, hvor det er en del af arbejdet at stå til rådighed i et eller andet omfang, siger han og forklarer:

- Vi er jo alle blevet mere på de seneste år, og de mobiler, vi har nu om stunder kan tjekke mails, og vi kan følge kalenderen. Vores arbejde er nok i langt højere grad, end vi er vant til, blevet en del af vores identitet. Og når det fylder så meget af ens hverdag at gå på arbejde, så er det ikke så mærkeligt, at man kommer til at tænke på sit arbejde i løbet af tre ugers ferie. Men det handler om at skelne mellem, hvorvidt man gør det, fordi man har lyst til det, eller fordi det er en forventning fra arbejdsgiverens side.

Jens Kristian Jørgensen fortæller, at han selv godt kan holde ferie uden at tjekke sin telefon og mail. Men at han også har prøvet at blive forstyrret af sin arbejdsgiver på sin ferie.

- Jeg er da blevet kontaktet på min ferie, men det har selvfølgelig været i en god tone. Og det er jo sådan, at hvis man forstyrrer folk, så skal det være vigtigt. Når jeg selv er blevet forstyrret, har det været relevant og i situationer, som jeg selv ville foretrække, at jeg blev forstyrret, siger han.

Man skal dog tænke sig godt om, hvis man lader sig forstyrre i ferien. Det kan nemlig føre til stress, hvis man ikke får slappet nok - og hvis ferien er for kort.

- I august sygemelder vi folk i lange baner. Det er fordi, mange har været stressoverbelastet i lang tid, og så kommer sommerferien. Så tager nogle måske kun to ugers ferie, eller andre tager en ferieuge, arbejder en uge og så tager de ferie i to uger. Så er de tilbage. Det vil jeg godt advare imod, siger Majken Matzau , der er direktør i Matzau Erhvervspsykologer i en anden artikel til Ugebrevet A4.

Hun anbefaler, at man holder mindst tre ugers sammenhængende ferie.

ER DET OK, HVIS ARBEJDSGIVEREN FORSTYRRER DIG I FERIEN? OG TAGER DU SELV ARBEJDET MED PÅ FERIEN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.