Ny dansk undersøgelse viser, at Apples Macbook Pro afgiver nikkel. En kvinde har fået nikkeleksem fra brug af computeren.
En 50-årig kvinde har fået nikkeleksem få uger efter, at hun købte en ny Macbook Pro, og en ny dansk undersøgelse har netop påvist, at den populære model afgiver nikkel, skriver taenk.dk.
Har allergi for livet
Eksemen viste sig på kvindens hænder på netop det område, der havde hvilet på computeren under brug. En test viste, at hun havde nikkelallergi. Udslættet forsvandt, da hun holdt op med at bruge computeren. Allergien forsvinder dog ikke, for når man først har fået nikkelallergi, har man det resten af livet.
LÆS OGSÅAdvarsel: Farlig smykke-trend blandt unge piger
Forskerne er sikre
Jeanne Duus Johansen, der er professor og ekspert i hudallergi ved Videnscenter for Allergi på Gentofte Hospital, har været med til at lave undersøgelsen og fortæller til Tænk, at de er nærmes stensikre på, at den 50-åriges eksem skyldes hendes Macbook Pro:
- Vi er så sikre, som man kan blive på, at eksemet skyldes den bærbare computer. Kvinden havde ingen symptomer på allergi før, og nikkeleksemet kom efter nogen tids brug af den nye computer, siger Jeanne Duus Johansen.
Lovligt i EU
Forskerteamet udførte en række test på computeren på Danmark Tekniske Universitet. Man udførte forskellige analyser af computerens overflade, og alle resultater viste, at computeren frigav nikkel.
- Den mængde nikkel, den bærbare computer frigav, ligger inden for det lovlige i EU. De tilladte mængder beskytter de fleste, men ikke alle, så nogle personer vil godt kunne udvikle allergisk eksem, siger Jeanne Duus Johansen til Tænk.
Der har tidligere været fokus på andre genstande, der frigav nikkel. Forskerteamet undersøger nu, om problemet går igen ved andre bærbare computere.
LÆS OGSÅAllergi(ftig) fastelavnssminke
Apple svarer ikke
Tænk kontaktede torsdag d. 18. oktober Apple for at få svar på, hvordan forbrugere, som har købt en Apple-computere, kan være sikre på, at den ikke afgiver nikkel, og hvad Apple fremover vil gøre for at sikre, at Apple-computere ikke afgiver nikkel. Appel har endnu ikke svaret på spørgsmålet.



