Når den danske afdeling af den antiislamistiske bevægelse Patriotiske Europæere mod Islamisering af Vesten (Pegida) går på gaden i København mandag for at demonstrere mod »fundamentalistisk islam«, får den følgeskab af gruppen Revolutionære Antifascister. Gruppen går i protest mod Pegida ligeledes på gaden og demonstrerer mod fremmedhad.

De omkring 300 tilmeldte Pegida-demonstranter går fra Statens Museum for Kunst mod Den Lille Havfrue klokken 18, mens moddemonstrationen begynder på Sank Hans Torv på Nørrebro en time tidligere.

Ifølge Revolutionære Antifascister havde gruppen foretrukket, at de to demonstrationer var fysisk tættere på hinanden. Men det har Københavns Politi forbudt, fortæller medarrangør af moddemonstrationen Thomas, der ikke ønsker sit efternavn oplyst:

»Vi ville gerne være gået tættere på Pegidas demonstration, men det har politiet desværre forbudt os. Vi ville jo gerne have, at de (Pegida-demonstranterne, red.) kunne høre det, når vi buher af dem og giver udtryk for, at vi bestemt ikke bryder os om deres måde at se andre mennesker på,« siger Thomas til Berlingske Nyhedsbureau.

Netop fordi de to demonstrationer ikke får lov til at nærme sig hinanden, opfordrer Revolutionære Antifascister sine deltagere til at søge mod Pegidas demonstration, når moddemonstrationen er færdig, og »vise sin modstand på den måde, man nu ønsker at gøre det på«, som gruppen skriver på Facebook.

»Hvordan man vælger at tolke vores opfordring, må stå for folks egen regning. Men jeg vil godt gå så langt som at sige, at jeg opfordrer ikke nogen til at bryde loven,« siger Thomas.

Københavns Politi er forberedt på de to demonstrationer og håber, at det kommer til at foregå roligt. Det fortæller pressekoordinator i Københavns Politi Allan Wadsworth-Hansen:

»Vi håber selvfølgelig, at folk har den fornødne respekt, så det kommer til at foregå i ro og orden,« siger han.

Allan Wadsworth-Hansen ønsker ikke at oplyse, hvor mange betjente, politiet stiller med:

»Vi går aldrig ud og fortæller, hvordan vi taktisk og ressourcemæssigt griber sådan nogle opgaver an. Men det, jeg kan sige, er, at hver eneste gang, der er en opgave, så bruger vi de informationer, vi har, og planlægger ressourcerne derefter,« siger han.

Også i Aarhus har den lokale Pegida-afdeling, Pegida Aarhus, planlagt en demonstration mandag. Den starter ved Sct. Pauls Kirkeplads klokken 18, og ligesom i København er der i Aarhus varslet en moddemonstration, som Østjyllands Politi har godkendt.