Efter bomberne i Bruxelles føler sikkerhedsvagterne sig utrygge. Det er kun et spørgsmål om tid, mener de, inden Kastrup lufthavn bliver ramt af et terrorangreb.

Tre mænd steg ud af en taxa, lagde deres kufferter på en bagagevogn og trillede ind i afgangshallen. Kort efter brød kaos løs: støv, nedfaldne loftsplader, blod og panik. Terroristernes to bomber dræbte 14 og sårede 81.

I tirsdags var det lufthavnen Zaventem, det gik ud over, men terroristerne kunne lige så godt være vadet ind i en terminal i Kastrup lufthavn.

Sådan lyder advarslen fra Ulla Thygesen, som er faglig sekretær i Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening.

»Lufthavne er typisk oplagte terrormål, og det er ikke nogen hemmelighed, at sikkerhedsvagterne ikke længere tror, at spørgsmålet er, OM det rammer Kastrup, men hvornår det rammer,« siger Ulla Thygesen, der selv har arbejdet 20 år i lufthavnen.

Hun repræsenterer knap 1.000 sikkerhedsfolk i Københavns Lufthavn, og ifølge Ulla Thygesen advarer nogle af vagterne om, at det er alt for sent, at passagererne først tjekkes, når de er ved transitindgangen. Hvis passagererne og deres bagage blev tjekket allerede inden, de kom ind i afgangshallen, ville et større areal ’været sikret’:

»Afgangshallen er jo frit tilgængelig for alle og enhver, og her er det security-personalet, der står i første position til at møde eventuelle terrorister.«

Hun mener, at man ved at lave et checkpoint udenfor afgangshallen måske kan forebygge en bombesprængning inde i lufthavnsbygningerne, hvor der ikke er noget, der kan kollapse. I Terminal 3 i Kastrup lufthavn er størstedelen af facaden af glas. Hvis en bombe sprang her, ville mange derfor være i fare for at blive alvorligt såret af knuste glasstykker.

Mens nogle af sikkerhedsvagterne står for at scanne bagage og passagerer, går andre runder udenfor ved taxaholdepladserne og inde i afgangsterminalerne. Deres job er at spotte personer med mistænkelig adfærd, efterladte kufferter og lignende. I tilfælde af et terrorangreb er det også sikkerhedsvagternes job at rømme lufthavnen for passagerer.

Mere mandskab

»Nogle af sikkerhedsvagterne efterlyser mere mandskab til at patruljere områderne i afgangsterminalerne. Andre spørger efter skudsikre veste ligesom hos politiet, der også går patruljer, så de er mindre udsatte for at blive ramt af objekter og lignende, hvis en bombe skulle springe,« siger Ulla Thygesen.

Jesper Lundsgaard er sikkerhedsekspert i Shield Group, og selvom han anerkender, at et terrorangreb mod en lufthavn også ville kunne ramme Danmark, påpeger han, at mere sikkerhed også kan have negative konsekvenser.

»Sikkerheden i Kastrup lufthavn er lige så god som i andre europæiske lufthavne. Hvis man skal ændre på det, kræver det en politisk løsning. Hvis man vil have et ekstra lag sikkerhed i form at et checkpoint udenfor lufthavnen, som man gør nogle steder i Mellemøsten, kommer det til at koste på rejsetiden. At vi bliver bundet op på mere sikkerhed, er netop et af terroristernes mål,« siger han.

Ulla Thygesen har ikke bud på præcis, hvad der skal ændres i lufthavnens sikkerhed, men hun anbefaler, at planer og procedurer for sikkerheden bliver gennemgået og revurderet:

»Jeg tror ikke, planerne er blevet revurderet det seneste par år, og det er man nødt til. Alle skal være skarpe på, hvordan man rømmer et område og får folk ud af bygningerne, hvordan man spotter terroristerne, og hvordan man skal reagere.«

Sammen med 3F og HK vil sikkerhedsfolkenes fagforening derfor indkalde politiet og lufthavnen til et møde, for ‘når de der arbejder med sikkerheden, er usikre, er der nok noget om det.’