Hun sidder i udestuen til huset i Fredriks. Anni Dahlgård. Det var hendes mand, Leif Dahlgård, der i sin tid bestemte, at de skulle bo der. Førstville han slet ikke have et hus, for de boede jo fint i vognen, de rejste rundt med i tivolisæsonen. Men hun insisterede.
Så fandt han et hus i Frederiks i Midtjylland, for derfra er der maksimalt 100 km til enhver tivoliplads i Jylland.
Anni Dahlgård har været med, siden hun for 47 år siden giftede sig ind i Dahlgård-dynastiet. Da tv-seerne mødte hende i 1999, var hun ved at være træt. Især af alle de unge mennesker, der ingenting gad bestille. Da hun blev 60 for ni år siden, besluttede hun, at hun ville ’til at have det godt’ og gik på efterløn.
Så faldt hun om. Hun havde fået en blodprop.
- Måske var det fordi, jeg endelig kunne slappe af, at min krop reagerede med en blodprop. Jeg ved det ikke. Men efter den første kom der flere, og nu har jeg haft syv i alt. Den sidste kom for et lille år siden. Ja, jeg kan jo ikke lade være med at gå og spekulere på, hvornår den næste kommer, siger Anni Dahlgård.
Leif havde ikke ro
Til vinter fylder hun 70. Huden er solbrun, men rundt om på hendes arme er der blevet spredt en række mørkerøde og violette mærker.
Det er den blodfortyndende medicin, der gør det.
Det var meningen, at hun skulle sidde i udestuen og nyde alderdommen med sin mand, men Leif Dahlgård havde ikke ro. Efter kun et par måneder i deres livs otium smuttede han ud ad bagdøren og hjem til sit tivoli. Nu i sommersæsonen kommer han hjem en gang om ugen. Ellers må Anni Dahlgård tage ud til ham i campingvognen, hvis hun vil se ham.
- Jeg er da lidt skuffet over, at han ikke kommer mere hjem. Jeg syntes, at vi havde gjort vores, nu hvor børnene havde overtaget. Men Leif kan ikke klare, at han ikke har en finger med i alt i det tivoli. Især nu hvor det ikke går godt med økonomien. Hvert år siger han, at nu vender de dårlige tider. Men jeg siger altid: ’Leif, hold nu op. Kan du ikke se, at festen er slut?’
Anni Dahlgård tager af og til ud for at hjælpe lidt til, hvis det er nødvendigt. Men det er ikke så sjovt længere.
- Da jeg begyndte, var vi som en stor familie. Vi var hinanden nær. I dag er det kun alvor og kold business det hele. Jeg tager gerne derud, hvis det er en weekend med dejligt vejr, men jeg gider ikke længere det spektakel, siger Anni Dahlgård.
Hun tvivler på, at Dahlgårds Tivoli vil overleve.
- Vi omsatte for mange penge engang, men det er der jo ingen i tivolibranchen, der gør længere. Engang, da vi havde en pølsevogn, stod folk i kø i deres frokostpause for at købe hotdogs, hver gang vi kom til en ny by. Vi lavede isvafler, softice og popcorn, og folk kom valfartende til. Vi havde motorcykelakrobater og en mand, der sprang fra 30 meters højde ned i nogle papkasser. Der var sort af mennesker, husker hun.
- Men det gider folk jo ikke at se på i dag. Og popcorn kan de købe for 3 kr. hos købmanden og selv poppe dem i mikroovnen.
