Fra jeg var barn og langt op i min voksne alder, bad jeg aftenbøn hver aften: ’Jeg er træt og går til ro…’ og så rundede jeg af med: ’Velsign mine medmennesker og lad mig blive ét med musikken’.

Det der med at velsigne nogen, det fik min ene søn galt i halsen, da han overtog ritualet. På et tidspunkt spurgte han mig: »Mor, hvorfor siger vi ’appelsin mine medmennesker’?« Godt spørgsmål.

Men det med musikken har nu kun været mit eget lille personlige appendiks til bønnen. Det kan jo være svært at vide, hvad det sådan helt dækker over, og jeg er såmænd heller ikke selv 100 pct. sikker på, hvad jeg mente med det. Men jeg tror, jeg fandt ud af det for ikke så mange år siden, da mit musikalske liv fik en ekstra dimension. Jeg fik en enestående chance på Det Ny Teater og har siden haft den fornøjelse at spille med store orkestre og dykke ned i kompositioner, der kræver et ret intensivt node-arbejde. Det er udfordrende, og det er spændende, og når det hele spiller, ja, så føler jeg, jeg er ét med musikken, hvilket gør mig usigelig lykkelig.

Men somme tider kommer musikken på tværs.

Jeg har altid musik omkring mig, og intet kan skabe den rette stemning som musik. Netop nu kører der et brasiliansk soundtrack på min telefon. Det luner lidt på denne ellers kolde sommerdag. Hos min ven, Jacob, kører der også musik, men det er meget ofte grand prix sange. Han, Frank og Tor udgør min trio af Grand Prix venner, og sammen har vi oplevet Eurovision finalen. De tre har en kæmpe viden om tidligere deltagere. Der kan jeg slet ikke følge med.

Men…for ikke ret lang tid siden ville Jacob sætte lidt lækker morgen-stemning på anlægget, og han fandt derfor et tidligere bidrag fra Israel frem på telefonen, som så skulle afspilles via bluetooth på den store B&O højtaler. Der skete intet. Han skruede op. Stadig intet. Så skiftede han til Italiens bidrag og derefter tilbage til Israel. Tavst. Han fyrede helt op for lyden…det vil sige, der kom ingen lyd ud – og slukkede så til sidst.

Telefonen ringede. Det var Frank. Han havde noget meget mystisk at berette. Han havde listet rundt i sin slåbrok derhjemme for ikke at vække hele huset. Pludselig spillede Israel i stuen!! Han havde kæmpet med sin B&O højtaler og troede måske, han havde fundet fejlen, for da han havde skruet på en knap, skiftede højtaleren til et italiensk nummer. Så måske var nogle knapper bare forkert koblet, tænkte han. Men så efter et øjeblik var Israel tilbage og det så øresønderrivende højt, at han måtte hive strømmen fra højtaleren.

Nøj, hvor gad jeg godt have været en flue på væggen!

Det skal lige siges, at Jacob og Frank bor i hver sin ende af København, og der er endnu ingen, der har kunnet komme med en logisk forklaring på, hvordan Jacob kunne styre Franks højtaler. Jeg har forsøgt at indikere, at deres telefoner måske er blevet parret på en eller anden måde, men det mener de ikke, er muligt. De mener, det må være noget med B&O.

At B&O har stærke signaler, det ved jeg, for jeg lavede en spøg med min mormor for mange herrens år siden, da det med remote-controll var nyt på markedet. Vi havde fået sådan et fjernsyn med remote. En dag, mine forældre var på arbejde, passede min mormor mig hjemme hos os selv. Jeg snuppede fjernbetjeningen med udenfor og kunne gennem vinduet styre fjernsynet, sådan at det tændte, hver gang min mormor gik forbi det. Der lå jeg og gnæggede ondskabsfuldt, når min mormor passerede. Hun anede ikke, at der overhovedet fandtes en fjernbetjening. Så snart hun pillede ved den eneste knap på apparatet, slukkede jeg. Næste gang hun gik forbi, tændte jeg så igen. Efter længere tid på den måde, hentede hun min morfar. Hun ville vise ham, at fjernsynet tændte, når hun trådte et bestemt sted på gulvtæppet. Jeg lå stadig udenfor vinduet med fjernbetjeningen, men denne gang tændte jeg selvfølgelig ikke. Jeg kunne se min morfar ryste på hovedet af min mormor, hvorpå han gik sin vej. Da min mormor blev alene, tog hun lige mod til sig. Hun trådte demonstrativt på gulvtæppet, og SÅ tændte jeg. Hun stod stille et øjeblik, og så gik hun derfra med et bange udtryk i øjnene.

Jeg tilstod senere min gerning, og heldigvis havde min mormor humoristisk sans nok til at le ad det.

Samme humoristiske sans manglede på Bornholm for nogle uger siden, hvor vi havde fornemme gæster i vores private diningroom. Min mands telefon spillede lækker hygge-musik via bluetooth på anlægget. Men som jeg nævnte før, kan man parre telefoner, og det ved jeg, fordi vores drenges telefon er koblet op på Jespers Spotify-abonnement. Det betyder, at hvis de logger på, så kan man risikere, at de overtager styringen af musikken. Denne aften var skæbnen så lagt i hænderne på vores 8-årige Storm. Han havde fat i telefonen derhjemme og fundet et nummer med Carl Mar Møller frem, der hedder ’Fader Pik’.

Jeg forestiller mig, at de to drenge har siddet og gemt sig inde i kosteskabet og grinet over den frække tekst. Der blev i hvert fald skruet godt op hjemme i Sverige… men altså også i stuen på Bornholm, hvor Jesper måtte kaste sig over anlægget og trække stikket ud, inden katastrofen blev alt for stor og forklaringen overfor kunden blev alt for indviklet.

Mon mormor sad oppe i sin himmel og grinede over den lille hævn!?

Musik kan godt være en udfordring engang imellem. Jeg troede, det var mig, der var blevet sart, men min store dreng på 13 måtte forleden forlade en butik på Strøget i København, fordi der var for høj musik. ’Mine ører popper ligesom ind’, som han sagde. Jeg forstår ham udmærket, for jeg synes også, det er en lidelse at gå og kigge på tøj og forsøge at kommunikere, hvis både tanker og tale overdøves af alt for høj musik. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være at være personale sådan et sted.

Høj musik kan være skønt. Men okay…da Bornholms politi ringede på sidste søndag aften og mindede os om, at Folkemødet altså var slut nu, så måtte vi jo give dem ret. Vi skruede ned og undskyldte pænt balladen. Musik er pragtfuldt men vi skal jo ikke bruge den til at skræmme hinanden med.

Annettes uge på Instagram: