KØB PLUS!

Annette Heick: Sådan kunne Masho-sagen også løses

Det har været en hektisk uge for snart sagt hele Danmark, efter vi i mandags lærte Masho at kende. Sjældent har debatten været så heftig i nyhedsmedierne og på Facebook. Helt forudsigeligt gik folk amok over et forældrepar, som sagt på en pæn måde kommunikerede ret uheldigt. Det voksede sig til en hetz, som siden fik samme forældre til at gå under jorden, og fik de fleste andre til at glemme perspektivet.

Jeg synes, det er værd at huske på, at disse mennesker blev nybagte forældre i en sen alder. Nok også for sen. De har uden tvivl gjort deres bedste men også fået en helt forkert vejledning og mangelfuld rådgivning af dem, vi troede var de kloge. Det er også vigtigt at være opmærksom på, hvor svært det er at se sig selv udefra. De fleste mennesker ved ikke, hvordan de selv kommunikerer. De opfatter ikke egen jargon og tone, før de konfronteres med den. Og her er TV skånselsløst. Jeg kan af egen erfaring sige, at man godt kan blive forskrækket over at se eller høre sig selv. Taler jeg virkelig sådan? Ser jeg virkelig sådan ud? Det er en øjenåbner, og det skal siges til disse forældres ros, at de har set og erkendt, at de har kommunikeret forkert...og de står ved det i fuld offentlighed!

Også instruktøren har man skudt med skarpt efter. Hvorfor greb hun ikke ind? Nu er det jo ikke dokumentaristens rolle, men lad os da bare forestille os, at hun havde grebet ind og brugt sig selv i historien. Tror vi så, det havde forandret noget? Hvilke myndigheder skulle hun have råbt op, som ikke allerede var på sagen? Hun kunne have gjort det og så bagefter pudset glorien, men udfaldet havde været eksakt samme. Det siger jeg skråsikkert af to årsager: 1. Lige nu har jeg kendskab til en anden tilsvarende sag, som nogen forsøger at råbe op om i Kalundborg Kommune. Uden at myndighederne dér griber ind. 2. Mashos sag har fået hele Danmark til at agere. Og hvad har det ændret i den konkrete sag?

Nu har vi raset. Vi har fremstillet os selv som fejlfri forældre, og i filmbranchen har folk stået i kø for at fremhæve sig selv som bedrevidende og retfærdige instruktører. Vi har kastet med skyld og skam. Fint. Lad os så finde fokus igen. For Masho sidder STADIG parkeret hos de myndigheder, som burde være dem, der vidste bedre end alle os andre til sammen.

Er det en langtidsparkering? Er det forkert? Skal hun hjem? Også det er blevet debatteret på bl.a. BTs hjemmeside. Flere politikere mener ja, hun skal hjem. Mange andre siger, det er for sent. Masho er dansk og skal blive her. Må jeg stille to spørgsmål?

1. Hvad er det man vil opnå med at beholde hende her? Hvilket menneske, forestiller man sig, vil komme ud i den anden ende om ti år? En "rigtig" dansker? En veluddannet pige, der kan bidrage til samfundet? Et helt menneske? Blandt de hundredvis af breve, jeg de senere dage har modtaget fra ophidsede læsere, gemmer sig historier fra mennesker, der selv har været i Mashos situation, og som i dag har så inderligt dybe ar på sjælen. Det er ikke mange flatterende ord, de har tilovers for velfærdsdanmarks professionelle stab. Og deres historier efterlader ikke noget større håb for Masho.

2. Hvorfor taler vi om enten/eller, når vi taler om Mashos fremtidige bopælsland? Er løsningen i virkeligheden ikke en kombination? Masho kunne godt beholde sit danske statsborgerskab, samtidig med at hun i perioder kommer til Etiopien og i samarbejde med en tolk finder tilbage til det, hun kom fra. Måske ønsker hverken hun eller de biologiske forældre i det lange løb, at hun skal tilbage, men det ved kun de. Må Masho ikke nok få lov til selv at mærke efter? Blidt og over længere tid? Jeg ved godt, det kan være svært for en ni-årig at træffe de store valg for sig selv, men nu har alle de kloge hoveder talt. Dem med de dyre uddannelser og tykke bøger bag sig. Jeg synes, det kunne være dejligt, hvis vi kunne give mikrofonen videre til de mennesker, der mærker kærligheden i hjertet og navigerer efter den.

Afstemning

Hvad mener du? Deltag i debatten herunder eller her