Da jeg var midtvejs gennem 8. klasse, flyttede mine forældre og jeg til Holte i Nordsjælland. Indtil da havde vi boet i Skovlunde, Ballerup Kommune, vest for København. Jeg plejer at sige, at skiftet føltes som at komme fra Uganda til L.A.
Jeg var endog meget glad for at vokse op i Skovlunde, hvor jeg især var glad for konfirmandklubben, men forskellene var til at få øje på. Der var ganske enkelt historier, jeg ikke længere kunne referere til. Som f.eks. den om drengene, der havde lavet kastestjerner ovre på produktionsskolen, som de kastede op på tavlen i klasselokalet, så den var helt hullet.
Det var ikke fordi, mine nye klassekammerater blev forargede. De troede bare, jeg var fuld af løgn. Jeg havde ellers mange historier fra den skuffe. Om stjålne knallerter. Hash. Bandekrige. Rygning i klasselokalet og vikarer, der havde en plettet straffeattest.
Jeg var tydeligvis bagud i alle fag her i min nye skole. Der måtte ekstra hjælp på. Min far, som mange herrens år tidligere havde uddannet sig til tysklærer, fik lov at undervise mig hjemme. Geografi var noget, jeg måtte gå til i fritiden. Min nye matematiklærer sad med mig to dage om ugen efter skoletid og hjalp med mig at regne med ubekendte.
Min dansklærer gav mig stilehæfter med fremmeord, som jeg skulle sætte ind i en sammenhæng. Ja, for lad os blot erkende det: Mit sprog var fattigt i dette nye ressourcestærke miljø, og for at det ikke skal være løgn, så fik jeg også en talepædagog. Med andre ord: Jeg syntes faktisk ikke, det var lige let eller sjovt med det skoleskifte.
Jeg tænker tit på den overgang, når vi taler om skolereformer og forventninger og standarder. Bla. de standarder vi sætter for dem, der skal videre i gymnasiet. Hvilket karaktergennemsnit skal man f.eks. kræve for optagelse? Spørger man mig, så vil jeg sige, at vi skal sætte barren højt. Gymnasiet skal netop ikke være for alle. Gymnasiet er for dem, der interesserer sig for de fag, der findes der. Med streg under ’interesserer sig for’.
Hvis interessen ikke er der – og det er den ikke, hvis man ikke kan mønstre et ordentligt gennemsnit – så skal man finde en anden uddannelsesinstitution. Det kan også være, at interessen er der, men ikke evnen. Jamen så er svaret det samme: Så skal man finde noget andet. Der er mange glimrende alternativer.
På mit gymnasium fik den lige en tak op i forhold til arbejde. Det var så til gengæld et privat gymnasium, og her brugte lærerne latinske betegnelser for al grammatik. Jeg indvendte, at man da ikke kunne forlange, at vi skulle kende de latinske navne.
Det blev besvaret med et løftet øjenbryn. I stedet fik jeg en liste over betegnelserne. Altså en oversættelse, som jeg hele tiden kunne have ved siden af mig. Det tog ikke lang tid, før jeg brugte dem automatisk. Og det handlede ikke om at stræbe eller ej. Det handlede om: Vil du om bord, så stig på. Ellers stå af her! Ansvaret var mit alene.
Var jeg stræber? Det er faktisk det ord, jeg vil nå frem til. Det har alle dage været negativt ladet. Var man stræber, så var man ikke en del af det store sociale fællesskab. Hverken i Skovlunde eller Holte. Jeg husker godt stræberne, som gik lidt for sig selv. Jeg var ikke en af dem. Jeg hængte i, men jeg hoppede også indimellem over, hvor gærdet var lavest. Stræber. Det gad man godt nok ikke være.
Men her 25 år senere rejser sig et spørgsmål i mit hoved: Hvorfor ville man ikke det? Hvad i alverden er der galt i at stræbe? Er det i virkeligheden ikke det mest positive, man overhovedet kan gøre? Er det ikke nøjagtig det, alle vi voksne gør hele tiden? Stræber efter job, forfremmelse, bedre løn? Jeg ved godt, ikke alle gør det, men dybest set burde det være det, man lærte fra day one: Stræb! Du behøver ikke at være den dygtigste eller få en fin stilling, men læg dig i selen for at gøre dit bedste hele tiden. Yd dit maksimale. DIT maksimale!
Jeg har mange gange bidt mærke i, at ordet nørd er blevet brugt som et synonym for idiot. Men er en nørd ikke først og fremmest en person, der er fordybet i en særlig interesse? Burde nørder ikke være nogle, vi så op til? Eller i det mindste gav et skulderklap. Nørder lader sig synke ned i deres egen forskning, og har de held med det, så nyder vi andre godt af deres resultater. Jeg tror faktisk, at den computer, jeg sidder og skriver ved lige nu, blev opfundet af nørder.
Jeg er glad for, at der findes nørder og stræbere, for det er dem, jeg i dag ser op til. Det er dem, jeg måler mig op ad. Det er dem, jeg inspireres af. Og nu tror nogle måske, jeg refererer til folk med lange boglige uddannelser. Men sådan behøver det skam slet ikke at være. Faktisk er et af de mennesker, jeg stræber mest efter at tage ved lære af, en håndværker, der hedder Ole Kristoffersen.
Han er uddannet bager, og i mange år stod han op midt om natten og bagte brød. Han var og er en slider. Og på sin vis også en nørd med sit brød. På et tidspunkt åbnede han forretning i det københavnske hus, der i folkemunde altid er blevet kaldt lagkagehuset. Men han var omkring 40, før han med lige dele mod og kløgt tog det store skridt og gjorde sin butik til en populær kæde af bagerforretninger fordelt over hele landet.
Det er gået ham godt, men han er ikke kommet sovende til det.
Jeg synes, vi skal lære vores unge, at det er vigtigt at gøre sig umage med sit arbejde og sin uddannelse, hvad det end måtte være. Og ønsker man sig succes, så kræver det en ekstra indsats. En hjælpende hånd udefra kan være altafgørende, men kun hvis man er klar til at modtage hjælpen.
Vi skal tilbyde en hjælpende hånd, hvor vi kan, men ting lykkes først, når de unge forstår, at ansvaret ligger hos dem selv. Og jeg er bange for, de ikke fatter det, hvis vi bliver ved at pakke dem ind i vat og bomuld eller bilder dem ind, at vi alle er lige.
Annettes uge på Instagram:
