Annette Heick.
Annette Heick. Foto: Nikolai Linares

For en måned siden stødte jeg på en af de sejeste kvinder, jeg nogensinde har mødt. Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan en arbejdsplads som hendes, men hun arbejder et sted, hvor man observerer særligt udfordrede, nybagte forældre.

Lad os sige, at et svært retarderet par får et barn, og man er i tvivl om, hvorvidt de kan tage vare på deres baby. Så tager man mor, far og barn ind i dette center umiddelbart efter fødslen og hjælper dem med at forstå, hvad det kræver at blive forældre, samtidig med at man vurderer, om de overhovedet har empatiske evner eller forstår et barns basale signaler og behov.

Jeg tror helt ærligt, jeg ville være elendig til at lave sådan en vurdering. Jeg ville have utrolig svært ved at se ud over mine egne følelser, og jeg tror, at jeg ville være tilbøjelig til at vurdere dem alle som uduelige, fordi jeg ikke magter tanken om, at et barn ikke får de bedst mulige vilkår. Præcis derfor har jeg så enorm respekt for denne kvinde, der evner at gennemskue, at en mor, på trods af et misbrug, måske alligevel godt kan tage vare på sit nyfødte barn. Ligesom hun også evner at tage et barn fra nogle mennesker, der åbenlyst ikke kan tage sig af deres eget barn. Og endda gøre det uden selv at bryde sammen i gråd.

Vi ved det jo godt: Der er desværre forældre, som ikke evner at elske eller passe på deres lille nyfødte. Det er hjerteskærende, og det er samtidig virkeligheden for mange børn. Men så dukker der også sager op, som handler om de mennesker, der har påtaget sig jobbet som plejeforældre for de børn, der kræver en anbringelse. Mennesker, som er blevet godkendt af det offentlige. Men som alligevel skuffer.

heick


I ugens løb var der fokus på et plejeforældrepar i Odense, som for tredje gang på otte år blev anmeldt for vold. Lad mig lige skitsere sagen, så vi har styr på fakta: I 2009 anmeldes plejefaderen første gang for vold mod to små børn på henholdsvis otte og ét år. Anmeldelsen kommer fra børnenes biologiske mor, men sagen afvises af politiet. Fire år senere lykkes det børnene at lave en skjult optagelse af plejemoderen, der overfuser den største dreng. Videoen ligger på nettet, og forleden blev den vist på tv, og den fik mig til at bryde fuldkommen sammen over morgenmaden.

Jeg kan faktisk ikke gense den. Jeg synes, det er så vanvittigt, hvad der foregår i de få sekunder, at jeg slet slet ikke forstår, hvorfor heller ikke dén optagelse gav anledning til, at man omgående fjernede disse børn. Men det gjorde man ikke i 2013. Næh, man ventede på, at den tredje anmeldelse om vold kom i 2017. Den nu otte-årige lillebror er først lige blevet fjernet, og man vurderer, at begge børnene er traumatiserede og har taget skade.

Jeg kan ikke forstå det. Ikke noget af det. I første omgang forstår jeg selvfølgelig slet ikke, at man kan finde på at overfuse børn på den måde, som det fremgår af videooptagelsen. Jeg prøver at forklare mig selv, at folk kan handle i afmagt, men disse børn har jo lavet den skjulte optagelse, fordi de har ønsket at vise, hvad det er for en hverdag, de skal kapere. Dernæst forstår jeg ikke, at kommunen ikke holder ekstra øje med familien efter første anmeldelse, og det er mig fuldkommen ubegribeligt, at man ikke prompte fjerner alle børn i 2013, da videoen første gang bliver vist.

heicktrump1234


Jeg forstår ikke, at der er nogen som helst sagsbehandler i hele verden, der kan finde nogen som helst logisk forklaring på det sceneri, der udspiller sig på den pågældende video. Og endelig forstår jeg ikke, hvorfor vi i vores smukke, rige og trods alt velfungerende land gang på gang på gang skal høre om sager, hvor børn er blevet ødelagt af forældre eller plejeforældre på trods af adskillige advarsler og råb om hjælp. Hver gang bliver det kategoriseret som enkeltstående sager, og kommuner er ude at beklage offentligt og forklare, at de faktisk gør alt, hvad de kan.

Og det værste er, at jeg tror dem gerne. Jeg kan godt se, at mange af sagsbehandlerne rundt om i landet er overbebyrdet af arbejde. Af papirnusserier, af skemaer, der skal udfyldes, af sager, der skal følges op på, af anklager, der skal efterprøves. Jeg tror, disse sagsbehandlere for de flestes vedkommende er fyldt helt op til kvalmestadiet af groteske og uhumske sager. De må garanteret lægge øre til mange ubehageligheder, og som før nævnt: Var det mig, der skulle være vidne til alt det, så var jeg gået ned med flaget.

Annette Heick BYLINE


Men okay, så! Hvis de, der skal redde disse stakkels børn, ikke magter det (af den ene eller anden grund), hvorfor er der så ikke nogen, der kigger på, hvad vi kan gøre alternativt? Jeg savner mennesker på dette område, der ikke kigger på tabeller og statistikker, på kroner og ører. Mennesker som besidder helt almindelig omtanke og omsorg for disse børn, som igen og igen bliver ødelagt af dumme voksne. Jeg har så svært ved at forstå, hvorfor det ikke er øverst på dagsordenen. På Borgen, i aviserne, hjemme i stuerne.

Jeg har ikke løsningen på problemet, desværre. Jeg ved jo godt, at der findes masser af søde og kompetente folk i systemet og må så desværre samtidig melde, at jeg har en god bekendt, der arbejder på præcis sådan en post i kommunen, og som er mere optaget af regler og afspadsering, end hun er optaget af de faktiske sager. Og sådan vil det altid være på alle slags arbejdspladser. Men udover Huset Zornig synes jeg, det er svært at få øje på tiltag, der skal komme det her til livs, så vi ikke bliver ved med at vade rundt i rædselsfulde historier om børn, der mistrives midt iblandt os.

Og med hensyn til den pågældende familie i Odense så håber jeg, at der findes en karmalov. Og så håber jeg af hele mit hjerte, at der findes nogen, der vil elske, kramme og passe på de to drenge, der har fået en så urimelig begyndelse på livet. Trods deres traumer beder jeg til, at de vil lære, at kærlighed er det største her i verden, så de en dag kan give det videre til deres egne børn.

SMS

Hitter på Facebook