Hvis ikke jeg husker meget galt, så var det avisen Information, der for en del år siden skiftede format og blev en mindre avis, og som i den forbindelse reklamerede for det nye tiltag med ordene: Ny størrelse samme format. En genistreg, hvis I spørger mig. Fordi man legede med ordet ”format”, der jo både kan oversættes med størrelse og kvalitet.

Jeg synes, vi taler alt for lidt om, hvad det vil sige at have format. Måske fordi det at have format kan være svært at definere. Vi ved godt, når vi møder nogle mennesker, der har en ekstra dimension, men det kan være vanskeligt helt at sætte fingeren på, hvad det er, der gør forskellen.

Jeg har bemærket, at rigtig mange bruger udtrykket: God stil. Og jeg tror måske, at vi somme tider forveksler det at have god stil med det at have format. Men det er, i min optik, langt fra det samme.

Jeg var til Jennifer Lopez koncert i Las Vegas for to uger siden. Der manglede ikke noget. Scenografisk var det et vildt udstyrsstykke med glimmer, glitter, fjer, dansere, et fabelagtigt band og en sangerinde, Jennifer, der med sine 47 år stadig ser bragende godt ud og bevæger sig med en lethed, får de fleste 47-årige til at ligne pensionister. Men da kvinden kom ind i et nyt kostume for 27. gang – blot for at lave bollebevægelser (undskyld mit sprog) kun iført similisten, der lige dækkede understellet og brystvorterne, ja, da var det, det slog mig. Måske har hun stil, men hun mangler format.

Nu skal det jo ikke udvikle sig til en koncert anmeldelse, men noget af det blev patetisk, ja næsten ufrivilligt komisk, og hele selviscenesættelsen kom til at skygge for den talentmasse, der befandt sig på scenen. Og netop selviscenesættelsen er jo noget, der kopieres af de fans, der også gerne vil udstråle magi og power.

Havde jeg forventet andet?

Ja. Det havde jeg faktisk. Jeg ser Jennifer Lopez og for den sags skyld også Britney Spears, Beyonce og Miley Cyrus m.fl. som forbilleder for en masse kvinder. Jeg havde med andre ord håbet på mere indhold og ægthed. Hvis jeg kiggede på publikummet, så bestod det primært af unge kvinder, hvoraf 95% procent af dem med garanti havde klædt sig på for at ligne Jennifer. Super lårkort (har faktisk aldrig set så lårkorte kjoler i Europa) og tårnhøje sko, som stort set ingen af dem kunne gå i.

Forstå mig ret. Min hensigt er ikke at dømme nogen ude men at sætte et stort spørgsmålstegn ved, om vi ikke snart skulle til at tale om, at det ikke er nok at have god/personlig/fed/individuel stil og køre pedalen i bund på selviscenesættelsen. Jeg ville ønske, vi gav piger og kvinder lidt flere ambitioner. Jeg kan ikke rigtig komme i tanker om tilsvarende mandlige forbilleder, når det gælder superstjerner.

Jeg prøver at forestille mig, hvad der ville ske, hvis f.eks. en fan af Justin Bieber eller Justin Timberlake optrådte uden en trevl men med en diamantbesat diller og lavede bollebevægelser i halvanden time sammen med en flok ligeså afklædte mænd på scenen. Ville der ikke ligesom være to muligheder? Enten ville de blive meldt til politiet for blufærdighedskrænkende adfærd eller også ville de blive grinet ud af scenen?

Jeg synes egentlig ikke, det handler om at være gammeldags. Jeg synes faktisk, det handler om, at vi (alle men især kvinder) har så travlt med at købe alt muligt lir og fremstille os selv på en måde, så vi fremstår som ”fede” personligheder, at vi helt glemmer, hvor meget mere værdifuldt det er at have format.

Format kan ingen jo købe sig til. Format kommer med god opførsel og uselvisk adfærd. Er det virkelig så svært at markedsføre det begreb i 2016?