I 1989 var jeg første gang i USA. Vi var i New York, og det var en kæmpe oplevelse. Kæmpe på alle måder: Bilerne var store, husene var høje, ja selv kantstenene var enorme og mange mennesker var tykke. Der har altid været en tendens til, at amerikanerne var tyve år foran os andre. Jeg kan specielt huske, at vi talte om tre ting, som vi kunne forvente ville gøre sig gældende for danskere om tyve år: Selv gamle damer ville gå i jeans, selv unge mennesker ville få plastik operationer og ca. halvdelen af alle danskere ville være overvægtige.
Det hele kom til at passe. 47 pct. af alle danskere er i dag overvægtige, 13 pct. svært overvægtige (kilde: Sundhedsstyrelsen). Og på nær for nogle ganske få procent handler det om forkert kost og for lidt motion.
Det er svært at tale om. Specielt hvis man selv er slank. Når problemet bliver påpeget, bliver det lynhurtigt opfattet, som om man dunker folk oveni hovedet med moral: ”Først var man efter rygerne og nu efter de tykke. Bland jer udenom folks privatliv.” Det er et betændt emne. Næsten som politisk korrekthed. Men hvad hvis nu det handlede om omsorg…!
Lige her på færgen, hvor jeg sidder nu, kan jeg se to slanke forældre sidde med en søn, som ikke er buttet. Han er fed. Han er vel 12 år og sidder i dette øjeblik og hugger en hel bakke pomfritter i sig, som han skyller ned med en flaske cola. Jeg ønsker ikke at være fordømmende. Jeg ønsker ikke at være moraliserende, men jeg ønsker brændende at hjælpe et barn, som i mine øjne bliver mishandlet lige foran øjnene på mig. Forældrene er helt sikkert gode og varme forældre, der vil deres barn det bedste, men hvordan søren kan de både ville deres barn det bedste og så lade ham sidde og smøre endnu mere fedt på en krop, som på denne måde bliver en sten om hans hals resten af livet?
Hvis jeg går hen og blander mig, vil jeg med statsgaranti få en overhaling og blive betragtet som en led heks. Så jeg gør det ikke. Kunne jeg ikke bare være ligeglad? Nej, for jeg har bare så ondt af dette barn. Jeg oplever, at hans forældre mopper ham. Ikke med ord men med deres laissez faire. Skal man tro de følgevirkninger, man kan læse om i adskillige rapporter, så er de godt i gang med at smadre hans liv. Skal jeg reagere eller vende det blinde øje til? Har jeg ikke også et ansvar her?
Skønt fakta er vanvittige nok og kendt af de fleste, så løser det stadig ikke det problem, at vi ikke kan tale om det. Jeg oplever, at tonen enten er for mild og eftergivende og derfor ingen effekt har, eller at tonen skærpes og derfor opfattes som nedgørende og diskriminerende. Så hvordan vil tykke mennesker gerne hjælpes? Hvordan vil de gerne vises omsorg, når de udgør en reel fare for sig selv? Hvordan vil de gerne have den serveret, når deres kropsvægt er den direkte årsag til, at de ikke får et job, eller at deres ægtefælle ikke længere tænder på dem og overvejer at forlade dem?
Jeg spørger ikke for at provokere, men fordi jeg simpelthen ikke kender svaret. Og jeg skal bruge svaret. For jeg har fået et brev fra en mand, der overelsker sin kone, men som mærker ægteskabet glide ud af hænderne på ham, fordi konen over det seneste år har taget tyve kilo på og nærmer sig 100kg. Han er desperat. Specielt fordi de ikke kan tale om hendes vægt, uden at hun føler sig forfulgt. Det er synd for ham, men det er især synd for hende. For problemet forsvinder ikke af sig selv. Det bliver kun større og større.
