Foto: Nikolai Linares

I begyndelsen af denne uge var jeg på P4 for at redegøre for, hvorfor jeg ikke længere er på Facebook. Det er sådan set meget enkelt: Jeg følte, FB var spild af min tid, og at jeg absolut intet fik ud af det. Jeg tilføjede, at alle andre selvfølgelig må have deres grunde til at være på Facebook.

Alligevel gik der ikke længe, før jeg modtog en sms om, at jeg ikke behøvede at nedgøre andre FB-brugere, blot fordi jeg selv valgte mediet fra. Der skal egentlig ret meget til, før jeg kan mærke blodet bruse og temperamentet vokse, men for nu at sige det rent ud, så har jeg gået lige siden og hidset mig op over den sms.

Jeg ved det godt, for jeg har skrevet om det mange gange på denne side: De fleste mennesker hører med følelserne. Den pågældende person kunne åbenbart ikke høre, at jeg stort set efter hver eneste redegørende sætning sluttede af med et: Andre mennesker kan sagtens have noget godt ud af Facebook, og de bestemmer selv, hvordan de vil bruge de sociale medier. Den pågældende sms-skriver kunne kun høre: Min tid er for kostbar til at være på Facebook, underforstået: Alle jer, der er derinde, jeres tid er ikke lige så kostbar!

Jeg er ved at være godt træt af den slags ' dårlig hørelse' og motiv-fortolkning. Man kan efterhånden ingenting mene, uden at man skal afrunde med det ene forbehold efter det andet. Og selv det er åbenbart ikke tilstrækkeligt.

Jeg husker, at Casper Christensen engang fortalte, han trænede for at tabe sig, og vupti! så blev det oversat til fatshaming, som det hedder på dansk (!!!) når man skælder ud på tykke mennesker.

Hvordan kan det nogensinde blive fatshaming, at man glæder sig over at træne og holde sig slank? Det er en konklusion fra Omvendtslev, og det værste er, at vi alle sammen er begyndt at navigere efter det.

anette Heick mand og børn

Det er ikke længe siden, jeg var inde i en butik, hvor jeg skulle finde nogle sko, der havde ikke bare samme farve, men samme tone som en kjole. Det er jo ikke fordi, det er et voldsomt problem at slæbe rundt på, men nu var det altså ret vigtigt, at de to ting matchede, og jeg var på jagt. Hele tre gange under min søgen nåede jeg at undskylde mig med et: »Ja, jeg ved godt, det er et first world problem, men« Og jeg blev irriteret på mig selv. Hvorfor denne undskyldning? Hvem har glæde af den? Hvorfor er den vigtig?

Vi lever for pokker i et I-land, og vores problemer er småting, hvis vi sammenligner os med nogle af de fattigste lande eller diktaturer. Men behøver vi at vifte med et hvidt flag, hver gang vi tillader os at leve ubekymret? Svaret er ja, så længe andre påberåber sig retten til altid at udpege sig selv eller andre som ofre. Jeg synes, det er voldsomt belastende. Det er som om, nogle mennesker insisterer på at lægge snubletråde ud overalt i den offentlige debat.

Via de sociale medier er vi kommet ind i en kultur, hvor vi holder øje med hinanden, og så er vi samtidig i en periode, hvor politisk korrekthed er blevet et allestedsnærværende og kvælende element, så man ved sin blotte tilstedeværelse kan blive opfattet som en aggression mod menneskeheden. En hvid mand er vel efterhånden det værste, man kan være.

Han er som udgangspunkt mandschauvinist, gammeldags tænkende, racist og psykopat, medmindre han lægger sig i selen for at bevise det modsatte. Det er nederen at være mand. Og i skolen prioriterer man ikke længere drengene.

Annette Heick. Til BT-blog.

I stedet opprioriterer man de boglige fag, som pigerne historisk set klarer bedre. Vi taber stille og roligt mændene, men det er en anden diskussion.

Sagen er bare den, at det er et af mange emner, vi ikke kan berøre, for så bliver det lynhurtigt oversat til, at vi synes, kvinderne skal tilbage til kødgryderne.

Hvorfor være sådan? De her irettesættende indlæg på sociale medier og løftede pegefingre har sneget sig ind, fordi vi har fået en konsensus-søgende kultur. Vi skal helst være enige og anerkende hinanden som ens individer.

Hvis ikke, må vi konkludere, at den ene er idiot og den anden offer. Argumentation er helt over-flødigt i den sammenhæng.

Hvad blev der af: Jeg er uenig? Man kan godt få sine synspunkter testet og så bare i sit stille sind konkludere, at man er uenig. Kunne det ikke være fedt, hvis man kunne få lov at sige eller skrive sin mening uden 200 forbehold?

Kunne det ikke være fedt, hvis politikerne sagde præcis, hvad de mente - uden omsvøb - i stedet for at sige det, som de tror, de fleste gerne vil høre? Kunne det ikke være fedt, hvis nogle af mændene slog lidt fra sig? Verbalt altså. Og sagde: Okidoki, lad os da få nogle kvindekvoter i job som stillads-og kloakarbejder, og så skal vi da til at gå hjemme under barslen (bemærk her, at ikke ret mange kvinder er interesserede i at give barslen fra sig).

Annette Heick. Til BT-blog.

Det er efterhånden få, der orker at komme med kvalificerede indspark i debatten. Professionelle debattører er begyndt at holde sig ude af de sociale medier, fordi de ikke vil underlægge sig et hav af forbehold. Og bemærk, at forbeholdene ikke bliver taget, fordi man er bange for at træde andre over tæerne. Næh, man er efterhånden mere bange for at blive tillagt motiver, man aldrig havde haft, og som pludselig skal forsvares.

Nu er det f. eks. påske. Det er kristendommens vigtigste mærkedag. Er det udskamning af andre religioner, hvis vi fejrer den offentligt? Jamen spørgsmålet er skam relevant nok, for i USA er der mange steder, hvor man ikke længere ønsker hinanden »Merry Christmas«, fordi det regnes for at være positiv særbehandling af kristne. I stedet ønsker man »happy holiday«.

Det er forvirrende, når vi hele tiden skal se os over skulderen for at tjekke, om vi gør noget, som andre kan opfatte som forkert (vi vil jo nødigt såre nogen). Kunne vi ikke hjælpe hinanden med at gøre tilværelsen lidt nemmere? Kunne vi ikke bare lytte til hinanden og uden større drama sige: Jeg er uenig? Jeg synes faktisk, det ville være dejligt at få uenigheden tilbage i debatten.

Med de ord drister jeg mig til at ønske jer en god påske.

Annettes uge på Instagram:

 

 

 

 

 

 

 

SMS

Hitter på Facebook