Cyklister, der kommer fræsende med fuld fokus på aerodynamic, tidsoptimering og dagens arbejdsopgaver, får en overhaling på Facebook, hvor en mor undrer sig over, hvorfor de ikke tager større hensyn til de små på cykelstierne.

Anne Martens seksårige datter Vigga cykler hver morgen i skole. Hun er god til det, men hun kan godt blive usikker eller forskrækket. Og så kan hun komme til at slingre. Hvilket er farligt.

Det er derfor nødvendigt med fuld fokus på vejen. Men det kan være svært, når man er lille, og når cyklisterne med fuld fokus på aerodynamic, tidsoptimering og dagens arbejdsopgaver kommer susende og vil forbi.

Det skriver Anne Martens i et opslag på Facebook, der begynder med 'Kære du på cyklen klokken 7.45 mandag morgen'. Siden hun lagde opslaget op onsdag, er det blevet hyldet og delt næsten 4.000 gange.

»Men det fulde fokus kan være svært at holde når man er lille. Og du så kommer fræsende. Sikkert med fuld fokus på aerodynamic, tidsoptimering og dagens arbejdsopgaver. For du ringer. Ofte meget aggressivt. På en ellers meget lille ringklokke. Men med en overraskende høj lyd. Helt oppe i bagskærmen af Vigga,« skriver hun og fortsætter:

»Og så kører du tæt. Især hvis hendes mor (jeg) kører på ydersiden af hende på de dele af strækningen, hvor der ikke er cykelsti. Men hvor der til gengæld er meget store biler. Og når du gør det, så begynder hun at tvivle. Og slingre. Slinger er ikke godt. Det er farligt. Både for hende og for os andre.«

Artiklen fortsætter under opslaget.

Længe har Anne Martens gerne villet spørge den hensynsløse cyklist, hvorfor han eller hun egentlig gør sådan. Men hun har aldrig kunnet indhente dem på cykelstien.

Derfor prøver hun nu lykken på Facebook.

»Kan du ikke se, hun er lille? Kan du ikke huske, hvordan det var at være lille? Er du ikke med på, at når klokken er kvart i otte mandag morgen, og folkeskolen ligger lige der fremme, så er der skolebørn på vejen?,« skriver hun og slutter:

»Jeg forstår det ikke. Men jeg ville ønske, at du vil tænke lidt over det. For det gør os kede af det. Og giver os klamme håndflader. Hver eneste morgen.«

Flere hylder nu Anne Martens opslag og erklærer sig helt enige med hende:

»Kunne ikke være mere enig, Anne. Synes generelt folk i Kbh cykler, som om de er lige ved at komme for sent. Det er både folk på almindelig eller racercykel. Det er byen, ikke landevejen (kommer fra én, der ofte kører på racer)!,« skriver en, mens en anden skriver:

»Jeg har oplevet - på vej hjem fra skole med min datter på en asfalteret skovsti i Trørød nord for Kbh at få tilråbet: "Så lær' dog den unge at cykle!!!" Hvortil jeg måtte råbe tilbage "Det er jo for h...... det, jeg gør!!"«

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede.

»Kære Viggas Mor. Har du tænkt på, at det måske ikke er alle, der synes, det er forsvarligt at lad så små børn cykle i morgentrafikken, at det måske ikke er alle børn og forældre, der har førsteret, uanset hvor de er. Det er vel som forældre også en del af din opgave at vurdere, hvor dit barn kan færdes sikkert, og hvordan hun kan færdes sikkert. Det er altså ikke kun alle vi andre, der skal tage hensyn til dig og dit barn, men også dig, der skal tage bare en lille smule hensyn til vi andre.«

Langt de fleste kommentarer er dog positive, og opslaget er indtil videre blevet 'liket' mere end 15.000 gange.