Anne Lindholt har fået en regning på 1.324 kroner fra Aarhus Kommune for at besvare hendes simple spørgsmål. Det har fået en politiker til at rase.
Hun skal have pengene tilbage og en undskyldning fra kommunen, mener venstrepolitiker i byrådet Gert Bjerregaard, der er meget vred over kommunens ageren.
»Det er det, vi der hvor jeg kommer fra, kalder for bondefangeri. Og det er skidt for kommunens ry,« siger han til Aarhus Stiftidende.
Udfaldet kommer på baggrund af, at Anne Linholdt undrede sig over, om den såkaldte bebyggelsesprocent på hendes grund var for høj. Hun skrev derfor og spurgte kommunen, om hun havde regnet rigtigt.
Svaret fra Aarhus Kommune var, at det havde hun. Og så fik hun regningen.
»Henvendelsen vedrører en konkret adresse. Derfor skal vi være grundige og præcise i vores svar. Og derfor er der gebyr på,« forklarede Ann Hamborg, der er lederen af kommunens afdeling for byggeri.
Anne havde nemlig begået den ene fejl at skrive sin adresse i mailen til kommunen. Hvis hun ikke havde gjort det, ville det blive betegnet som en principiel forespørgsel og derfor været gratis.
Men da hun skrev sin adresse på, bliver det betragtet som en byggesagsbehandling, og derfor blev hun bonet for to timers arbejde.
Men på et møde i byrådet vil politikeren Gert Bjerregaard opfordre kommunen til at sende en undskyldning til Anne Lindholt og en kreditnota på beløbet.
Han vil også undersøge, om hændelsen er en enlig svale, eller om der er lignende tilfælde, og hvis der i fremtiden kommer omkostningstunge spørgsmål mener han, borgerne skal informeres bedre om det.