Anne Linnets 26-årige hustru Tessa Franck Linnet er flyttet fra den 60-årige sangerinde og komponist, der nu bor alene i sin næsten 500 kvadratmeter store lejlighed og lydstudie på Holmen i København.

Det skriver Se og Hør, der citerer Linnets nu tidligere samlever Tessa Franck for, at hun er 'flyttet af praktiske årsager til en lejlighed ved siden af' det tidligere pars hus.

- Vi synes, at hverdagen fungerer optimalt på den måde, og vi er er rigtigt glade for det, siger Tessa Franck i følge Se og Hør.

 De to kvinder har to børn sammen, og har kendt hinanden i omkring fem år.

De blev borgerligt viet i 2010. Samme år som Tessa Franck fødte parrets datter Isolde. 

April 2013 fik Anne Linnet og Tessa Franck deres andet barn sammen. Sønnen Nemo, der i dag er otte måneder gammel.

Anne Linnet har flere brudte forhold til både mænd og kvinder bag sig.

Hun har tre biologiske børn med to forskellige mænd, blandt andet musikeren Holger Laumann, og har tidligere fortalt om det vanskelige parforhold

- De fleste af os vil jo gerne tro på, at vores parforhold faktisk kan holde og være vedvarende. Hele det dér aspekt, at jo bedre, man kender hinanden, desto dybere kommer man ned i et fællesskab, og jo større skulle muligheden være for, at det holder for evigt. Men det kan være svært at bevare troen, sagde Linnet til Berlingske i 2010, hvor hun også talte om at kæmpe for sit forhold:

- Jeg synes, det er okay at tvivle indimellem. Men det er så let, også for let, bare at gå, når tvivlen kommer, sagde den populære sangerinde, der sidste år udsendte ny CD og første del af sin selvbiografi 'Testamentet' med mange private detaljer om sit liv indtil 90'erne.   

Linnet har tidligere til BT fortalt, at hun skulle vænne sig til den store aldersforskel mellem hende og hustruen:

- Nogle gange må man kaste sig ud i det og risikere noget. Hvis du ikke evner at række ud efter kærligheden, så risikerer du, at den sejler lige forbi dig. Jeg tror, det er noget alle overvejer, når de møder en kærlighed, der tilsyneladende er umulig. Ligesom jeg gjorde med Holger (Laumann) i sin tid. Og ligesom jeg også har gjort med Tessa.
 
Udover sine fem biologiske børn, Evamaria, Marcus, Alexander (kendt som sangeren Xander), Isolde og Nemo har Anne Linnet også de to rumænskfødte adoptivbørn Maria og Peter.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar i forbindelse med fraflytningen fra Anne Linnet og Tessa Franck.