Forbrugerombudsmanden tager en principiel sag om det konkursramte flyselskab Cimber-Sterling i landsretten. Vinden han sagen, får næsten 800 danskere refunderet penge for konkursbilletter.

Landsretten skal nu tage stilling til, hvem der har ansvaret for at erstatte en købt og betalt rejse på nettet, når et flyselskab går konkurs.

Det er Forbrugerombudsmanden, der har fået grønt lys til at køre en ankesag, der kan få principiel betydning for næsten 800 danskere, der er fanget i en situation, som den Martin Vindfeld Velin fortæller om til DR Nyheder.

I 2012 købte Martin Vindfeld Velin en rejse gennem en rejseudbyder på nettet. Udrejsen foregik med SAS, og hjemrejsen skulle Cimber stå for. Men i mellemtiden gik Cimber konkurs, og Martin Vindfeld Velin måtte selv sørge for en flybillet hjem fra Frankrig. Han gik efterfølgende til rejseudbyderen for at få pengene refunderet - uden held.

»Hos rejseudbyderen sagde de, at jeg havde købt billetten gennem Cimber, så det var dem, der skulle betale erstatning,« siger Martin Vindfeld Velin til DR.

Hos konkursramte Cimber kunne Martin Vindfeld Velin dog heller ikke få sine cirka 2.000 kroner tilbage.

Han forsøgte sig herefter med et sagsanlæg mod rejseudbyderen ved byretten i Roskilde, da han mente, de var ansvarlige og skulle betale erstatning. Sådan vurderede byretten ikke sagen, og Martin Vindfeld Velins penge var tabt.

Forbrugerombudsmanden, Henrik Øe, mener, at det skal fremgå meget klart, hvem der er ansvarlig for at levere ydelsen, når forbrugeren handler på nettet. Henrik Øe er også af den overbevisning, at rejseudbyderen er ansvarlig.

»Den her sag bliver principiel, og det kan betyde, at de 790 personer, der har penge til gode hos blandt andet Cimber-Sterling, kan få dem udbetalt,« siger han til DR.

Formanden for Dansk Rejsebureau Forening, Lars Thykier, mener ikke, det er rejseudbyderne, der skal hæfte for, at et luftfartselskab går konkurs. Han siger til DR, at det er luftfartselskabet, der skal levere varen, og det er derfor også dér, kunden skal have sine penge retur i tilfælde af en konkurs.

Der er ikke sat en dato for, hvornår sagen skal behandles i landsretten.