Hver morgen vågner hun med smerter i fødder, hænder og ryg. Hun har sløret syn, hvilket gør, at hun ikke kan se omgivelserne klart. Hun har meget svært ved at huske. Og hun lider af stress. Det er virkeligheden for 17-årige Katrine Onsberg Torstensen et år efter Præstø-ulykken.
Men de fysiske skader er langtfra det værste for den unge teeenagepige, der har fået store ar på sjælen efter kæntringsulykken på Præstø Fjord.Hun har symptomer på posttraumatisk stresslidelse (PTSD), hvilket gør, at hun hveranden uge går til psykolog. Men det skal optrappes til én gang om ugen, da angsten igen præger den unge teenagers sind.
- Angsten er blevet meget værre. Den fylder meget i hverdagen. Det kan være helt små ting, som at min mor ikke kommer hjem på det aftalte tidspunkt, eller at jeg er bange for, at nogen overfalder mig, når jeg går med vores hund, fortæller Katrine, der sidder sammen med sin mor, Karina, og far, Henrik, da B.T. er på besøg i familiens hjem i Greve.
- Når angsten får overtaget, så er det næsten umuligt at få hende tilbage igen, supplerer hendes mor.
Selvom Katrine får medicin for at holde de dårlige dage i ave, så sker det stadig ca. en gang om ugen, at der lægger sig en sort skygge over hendes sind. Så er hun meget trist, må hvile meget og bliver nemt stresset.
- Jeg kan bare vågne op og synes, at livet er noget lort. Og så bliver jeg enormt sur og trist over den her ulykke, siger Katrine.
Svært at følge med i skolen
Før ulykken var Katrine en aktiv pige, der prioriterede motion højt. Flere gange om ugen gik hun blandt andet til sportsdans og springgymnastik. En af grundene til, at hun valgte Lundby Efterskole, var, at skolen havde en idrætslinje. Men siden ulykken har Katrines sportssko samlet støv i skabet.
- Jeg vil bare så gerne være i god form, siger Katrine velvidende, at det har lange udsigter, før hendes krop er helet så meget, at hun kan klare den fysiske belastning ved at løbe.
Men det, der går den unge teenager mest på, er, at hendes faglige niveau i skolen er faldet drastisk. Før ulykken fik hun gode karakterer og markerede sig i timerne. Men i gymnasiet er virkeligheden en anden. Det sker tit, at hun glemmer, hvad hun har læst, eller går i panik over en opgave, fordi hendes hukommelse og koncentrationsevne er beskadiget.
- Jeg husker enormt dårligt. Vi kan have læst noget pensum, som jeg sagtens kan huske, vi har haft, men jeg kan ikke huske, hvad det handlede om. Det er rigtig irriterende, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, siger Katrine, der formentlig skal bruge et ekstra år på at få sin studentereksamen i hus.
Selvom hun er skuffet over efterskolens behandling af alle eleverne efter ulykken, så tænker hun mere over fremtiden:
- Jeg tænker mere over konsekvenserne og over fremtiden, og hvad ulykken har gjort ved mig. Efterskolen gider jeg ikke bruge tid på.
