50 danskere holdt ifølge Apollo Rejser ferie på hotel Bella Vista i Hurghada, der fredag aften blev angrebet af flere bevæbnede gerningsmænd. En af dem var Wiola Gorska, der har boet flere år i Danmark, som flygtede fra hotellet sammen med sin 14-årige datter.

37-årige Wiola Gorska fra Køge og hendes 14-årige datter sad og spiste middag på hotel Bella Vista, da der pludselig lød skud bare ti meter derfra.

Hun frygtede straks, at det var en terrorangreb, fortæller hun til BT.

»Folk gik i panik, alle begyndte at løbe væk fra skuddene,« lyder det tydeligt berørt.

En mand fik gelejdet flokket ud af hotellet gennem køkkenet og over i et mørk rum ved et andet hotel. Her skjulte de sig i omkring en time.

»Vi gemte børnene bagerst i rummet. Pludselig hørte vi flere skud – der var total panik. Mange græd, og folk begyndte at sige, at de skulle dø. Min datter sagde at hun elskede mig. Jeg var meget bekymret for hende og sad bare og tænkte, hvordan jeg kunne lægge mig, så jeg kunne beskytte hende, hvis de kom,« fortæller Wiola Gorska. Da hun skal fortælle om datteren, knækker stemmen over.

Midt i den skræmmende situation, var Wiola Gorska taknemmelig for at mærke, hvordan de mange feriegæster fra mange forskellige lande fandt sammen og støttede hinanden.

»Alle græd,men prøvede at trøste hinanden – ligegyldig hvor de var fra. Det var dejligt at mærke alle stå sammen,« tilføjer hun.

Efter omkring en time fik mor, datter og de andre turister at vide, at der var fri bane, og nu - omkring midnat lokal tid - er de tilbage på deres hotelværelse. På vej ind på hotellet, måtte de gå forbi to lig.

»Det var to unge mænd. Man kunne ikke lade være med at kigge,« fortæller hun.

»Først holdt jeg mig stærk, men da det hele var overstået, brød jeg sammen. Jeg ringede til min kæreste og græd lidt. Nu har jeg bedt ham om at skrive på Facebook, at vi er okay. Nettet er ikke særlig godt her, og der er mange, der spørger,« forklarer Wiola Gorska, der har været i Egypten sammen med datteren siden tirsdag.

Planen var, at mor og datter skulle have nogle kulturelle oplevelser, og i morgen har de booket en tur til Kairo. Først tirsdag den 12. januar går rejsen tilbage til Danmark.

»Nu må vi se, hvad det bliver til. Sikkerheden kommer først. Jeg er sikker på, vi får mere at vide i morgen,« slutter hun.