Kommentar: Køkkenbords-interviewet er et gigantisk selvmål af den nye SF-formand

Der er tre hovedgrupper af politiske brølere: 1: Den slags, hvor man er til grin i et par dage, og så er det gået i glemmebogen. 2: Den slags, hvor man overlever, men hvor bommerten klæber til en i lang tid og gør livet meget besværligt for en. 3: Den slags hvor man må gå af.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsens interview i Kjerteminde Avis hører til kategori 2.

Der er tale om et gigantisk selvmål af den nye SF-formand. Og BT erfarer da også, at hendes brøler var et emne på et møde for Socialdemokraternes topministre torsdag eftermiddag. Her blev der rystet meget kraftigt på hovedet.

Ligegyldigt hvor meget hun undskylder sig med uklare formuleringer hvilket også er noget pjat: Formuleringerne var knivskarpe vil mange nok alligevel mene, at det, hun sagde i interviewet, nok er hendes virkelige mening. Bl.a. de mange erhvervsfolk hun skal mødes med fremover, som derfor berettiget vil betragte deres minister med stor skepsis.

Hvad var det, Annette Vilhelmsen sagde?

1: ’De borgerlige partier og deres støtter i erhvervslivet har en interesse i, at det ikke skal lykkes for den røde regering.’

2: ’Hvis vi alle så på fællesskabets interesser i stedet for den enkelte virksomheds eller den enkelte persons, ville meget være anderledes.’

3: Hun talte også positivt om at forlænge dagpengeperioden for folk, der er i uddannelse, hvilket er helt imod regeringsgrundlaget.

Det kontroversielle interview foregik ved Vilhelmsens eget spisebord hjemme i Kerteminde, og den udsendte lokalreporter er selv SFer fra Vilhelmsens egen fynske partiforening.

Det er ubegribeligt, at Vilhelmsen ikke selv kan se, at det er vanvid at beskylde hele sit eget ressortområde for bevidst at modarbejde regeringens politik. Desuden er det stik imod regeringens chefstrategers politik, som netop går ud på at skabe vækst i samarbejde med erhvervslivet.

Det kan også undre, at alarmknapperne ikke blinker hos Vilhelmsen og hendes tre spindoktorer, der koster skatteyderne 2,5 mio. kr. årligt, når både Ekstra Bladet og TV2 ringer op flere dage senere for at snakke om et interview i et af landets mindste medier. I disse interview gentager Vilhelmsen oven i købet sine påstande, hvilket gør dem svære at løbe fra.

Det prøver hun så alligevel i en pressemeddelelse onsdag:

’Mine udtalelser om årsagen til lav vækst og arbejdsløshed var desværre uklare. Jeg vil gerne understrege, at vi i regeringen har godt samarbejde med erhvervslivet og mange dygtige virksomheder.’

Hun undskylder sig også med at være ’ny’ og ’frustreret’.

Men det er et meget mærkeligt forløb, hvor Vilhelmsen først profilerer sig som rød i formandsvalget, falder helt ned som et lam efter et flere dage langt møde med Thorning, Corydon og Vestager på Marienborg, derefter slet ikke profilerer sig overhovedet i lang tid, og så pludselig smider en bombe.

Man kan næsten kun slutte, at det var hendes egne inderste tanker der fik frit løb hjemme ved køkkenbordet. Og så bør hun nok skifte ministerium, så snart lejligheden byder sig.