Anders Krogsgaard blev overfaldet af en gruppe hætteklædte mænd i sit eget hjem. Efter overfaldet fik han posttraumatisk stress-syndrom, men på grund af sin mandlige stolthed havde Anders svært ved at bede om hjælp – og det gjorde bare problemerne værre.

»Da jeg ligger dér på jorden, og slagene hagler ned over mig, tænker jeg bare på at beskytte mit hoved. Jeg ligger rullet sammen som en lille kugle, mens de hætteklædte mænd gennemtæsker mig. Hovedet, benene, ryggen bliver ramt igen og igen af baseball-battet. Jeg tænker: ét slag til, så er jeg færdig. Jeg hører en stemme råbe: ’Stop – han har fået nok’, og så løber de væk.«

Anders Krogsgaard fra Randers fortæller om den nat i september 2002, da han blev udsat for det overfald, som har forandret hans liv. Anders står i sit køkken, klar til at gå i seng, da han ser fire mænd komme op ad havegangen. De tre af dem har hætter på. Den fjerde genkender Anders: Det er den mand, som Anders’ ekskæreste nu er sammen med. Manden er voldsomt jaloux. Kvinden har bildt manden ind, at Anders har været voldelig over for hende. De sparker døren ind og gennemtæsker Anders for at afstraffe ham.

Efter overfaldet kommer Anders på hospitalet, hvor han bliver behandlet for sine skader. Et flækket øjenbryn og en brækket tommeltot. En forslået krop. Da de fysiske skader er helet, tror Anders, at han kan vende tilbage til sit normale liv. De fire overfaldsmænd bliver anholdt og får fængselsstraffe på mellem tre og 12 måneder. For Anders er problemerne kun lige begyndt.

Bægeret flød over

»Jeg tænkte, at jeg jo skulle være færdiguddannet møbelsnedker, så jeg kunne blive selvstændig og tjene en masse penge. Inderst inde havde jeg det ad helvede til. Men jeg skulle ikke til psykolog. I stedet tænkte jeg, at det bare skulle arbejdes væk,« fortæller Anders.

Men de psykiske efterdønninger efter overfaldet kan ikke arbejdes væk. Anders bliver mere og mere stresset, og han får svært ved at passe sit arbejde.

»Når nogen spurgte, hvordan jeg havde det, så sagde jeg bare, at jeg havde det fint, at jeg tjente en masse penge. Jeg skulle i hvert fald ikke vise nogen svagheder.«

Første seks år efter overfaldet flyder bægeret over.

»Jeg gik rundt som en høne uden hoved. Men jeg sygemeldte ikke mig selv, jeg skulle jo ikke vise svaghedstegn. I stedet var det en medarbejder ved a-kassen som sagde, at jeg måtte sygemelde mig. Og det var min mor, der fik mig til at indse, at jeg havde brug for at tale med en psykolog.«

Igennem foreningen Hjælp Voldsofre får Anders lejlighed til at tale med en psykolog, ligesom han kommer med i en gruppe for mandlige voldsofre. I dag har Anders fået diagnosen PTSD, post traumatisk stress disorder.

Man kan jo ikke se det

»Nogle gange ville jeg ønske, at man kunne se, at jeg fejler noget. Men man kan jo ikke se, at jeg har de her problemer. Jeg bliver voldsomt træt, og derfor kan jeg ikke arbejde mere end 25 timer om ugen. Jeg har svært ved at huske mere end fire ting ad gangen, og herhjemme må jeg nogle gange trække mig, selv om børnene har brug for opmærksomhed. Det er klart, at det er hårdt for min kone,« siger Anders.

»Det har været en svær erkendelse for mig, den her tanke om, at ’de fik mig sgu’. Det er en svaghed, man som mand har rigtig svært ved at acceptere. I dag tror jeg ikke, at jeg bliver rask. Jeg må indstille mig på, at jeg er 34 år og må leve som om, jeg er 70 år, for ikke at blive stresset.«

»Mit råd til andre: Søg hjælp. Tal med professionelle. Vi mænd har svært ved at bede om hjælp, fordi det ligger i vores gener, at vi skal være stærke. Det kan godt være, at du tror, du nok skal klare det, men over længere tid så brænder du sammen.«