Hver tredje andelshaver frygter for deres andelsboligforenings økonomi, viser ny rundspørge. Frygten kan bunde i et presset andelsboligmarked, vurderer ekspert.

Flere af landets andelsboligforeninger er økonomisk hårdt pressede i disse tider. Og det får andelshaverne til at frygte for foreningernes økonomi.

I en ny rundspørge foretaget af Andelsportal.dk, der er en hjemmeside for Danmarks andelshavere og andelsboligforeninger, svarer 33 procent procent af de i alt 800 adspurgte andelshavere, at de frygter for deres forenings økonomiske forhold.

Ifølge lektor i boligøkonomi ved Copenhagen Business School (CBS) Jens Lunde skyldes frygten de mange usikre faktorer på andelsboligmarkedet. Blandt andet peger han på, at foreninger med for høj gæld, rentefølsomme rentetilpasningslån eller afdragsfrie lån kan føre til usikkerhed blandt andelshaverne, ligesom et generelt presset boligmarked kan.

- Der er mange andelshavere, der ikke kan komme af med deres bolig til den pris, som de har købt den for, og det kan skabe nervøsitet, når man ikke kan sælge sin andel, uden man står med gæld i hånden, og så er man stavnsbundet og dårligt stillet, siger Jens Lunde til Andelsportal.dk.

Den vurdering er direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (AFB), Jan Hansen, enig i. Han mener desuden, at massiv medieomtale af andelsforeninger med dårlig økonomi har været med til at præge andelshavernes opfattelse af økonomien.

- Vi har gennem længere tid fornemmet, at der er stigende usikkerhed i mange foreninger og blandt boligkøbere omkring andelsboliger, siger Jan Hansen til Berlingske Nyhedsbureau.

- Tidligere så man ikke andelsboligforeninger, der havde økonomiske problemer. Nu har vi fået et lille antal foreninger, der har økonomiske problemer, og det giver en usikkerhed, selvom langt de fleste foreninger har sund økonomi.

Niels Lunde sætter da også spørgsmålstegn ved, hvorvidt frygten altid er underbygget.

- Det er ikke sikkert, at frygten altid er velbegrundet, for erfaringsmæssigt har andelshaverne kun et begrænset kendskab til deres forenings økonomi. Mange ved for eksempel ikke, hvor stor gæld deres forening har, og hvor stor en andel de selv har af gælden, siger han til Andelsportal.dk.

Heller ikke advokat og forfatter til bogen »Andelsbolig«, Søren Lindahl, mener, at der nødvendigvis er grund til den store frygt.

- Jeg tror bestemt ikke, der for hver tredje er grund til at frygte økonomien i andelsforeningerne. Der er et fåtal, der har en begrundet frygt, og så er der et flertal, hvor man kan sige, at deres frygt er baseret på manglende viden om, hvordan økonomien i foreningen er, siger Søren Lindahl til Berlingske Nyhedsbureau.